lørdag den 3. december 2016

Den Røde Kløe - diplomati på højt plan

Den Røde Kløe

I 2. Verdenskrig var Kina, USA på samme side via deres fælles fjender Japan og Tyskland. Men relationerne mellem de to nationer blev hurtigt dårlige efter krigen og i cirka 25 år havde USA og Kina kun meget lidt med hinanden at gøre.

Da Richard Nixon stillede op som præsident argumenterede han for at få lavet om på det forhold. Den 21. februar 1972 landede Air Force One i Kina, og Nixon indledte en ugelang tur rundt i landet og det historiske møde med Mao Zedong.

Grundet vigtigheden i den diplomatiske mission ønskede Nixon og hans hold at sikre sig at de hele tiden var på vagt overfor alle forhold også ganske almindelige. Den 1. februar det år drog en delegation på cirka 100 amerikanere til Kina som et “forløber hold” for at planlægge så meget som det var muligt - ofte helt ned i de mindste detaljer.

For eksempel bemærker the Washingtonian at “forberedelsesholdet regnede ud, hvor det bedste sted for landing af Nixons fly ville være med hensyn til den rette distance og vinkel for gode billeder når han gik ned af rampen for at blive modtaget.”

Og så lagde de lige mærke til at deres bagdele blev knaldrøde og kløede voldsomt.

Jovist, der var virkelig grund til bekymring. Præsidenten for United States kunne bare ikke komme til at lide under det som irriterede forberedelsesholdets bagdele. Man kan ikke drage på en meget vigtig diplomatisk tur og så kradse sig bag på ballerne mellem håndtrykkene.

Derfor ledte man efter en løsning som de kaldte “bavianbagdel” (Her er så flere billeder af bavian skønheder)
Første skridt var at finde årsagen. Det viste sig relativt let - det var de skinnende toiletsæder af træ, sådan nogle man sjældent finder i USA. Sæderne var lakeret og lakken stammede fra en plante kaldet "toxicodendron vernicifluum" eller mere almindeligt kendt som det kinesiske laktræ. Saften fra træet indeholder noget der hedder urushiol der også kan findes i planter som giftig efeu og den slags. Mange amerikanske bagdele var allergiske over for lakken og så kom det til at klø og bagdelen blev knaldrød. God fornøjelse.

Præsidentens bagdel skulle skånes, men forberedelsesholdet var bekymret over at det at udskifte toiletsæderne i på ders hoteller ville kunne skade relationerne med kineserne.

Endelig fandt man en løsning der blot krævede lidt snilde og noget lækkert toiletpapir.
I bogen "Freeing Tibet: 50 Years of Struggle, Resilience, and Hope," forklarer skribenterne John Roberts og Elizabeth Roberts:

Problemet bestod i, hvordan man hensynsfuldt forklarede dette delikate problem for den kinesiske regering. Efter længere overvejelse besluttede man, at den mest diplomatiske metode ville være at stole på at det lytteudstyr som man vidste kineserne havde installeret i deres hotelværelse ville være løsningen. De kunne lytte med og få en forklaring på dilemmaet.  

Næste dag da de vendte tilbage til deres hotelværelse efter stuepigerne havde gjort rent var hvert træsæde blevet beklædt med silkeblødt stof.

Kineserne havde fanget budskabet. Nu var vejen banet for et ‘lækkert’ præsidentbesøg.  

Problemet var løst. Nixons besøg gik smertefrit - uden kløe eller rødmen.

torsdag den 1. december 2016

Ud af FN - hvorfor?

Ud af De Forenede Nationer



Historien om Taiwan der blev stødt ud af FN er en beretning om de ting Israel kan komme ud for. I 1971, efter Richard Nixon og Henry Kissinger implementerede et mere varmere forhold til despoterne i kommunist Kina, blev det pro-amerikanske Taiwan forstødt af FN for at FN kunne komme overens med Peking (nu Beijing)

I 1979 blev den amerikanske ambassade i Taipei nedgraderet til et konsulat, ambassaden for Kina blev flyttet til Beijing.

Selvom Taiwan opgav alle krav på hovedlandet hjalp det ikke hos FN der systematisk reducerede Taiwans rolle, ikke kun forbød det adgang til Sikkerhedsrådet, men også fra Generalforsamlingen. Det fik tildelt noge underordnede pladser i nogle få underkomiteer, hvor det helt rutinemæssigt blev generet af andre medlemmer.
Billedresultat for taiwan and UN

Taiwan fortsætter med at ansøge om FN medlemskab, men ansøgningerne er blevet forkastet, med skam at melde med amerikansk støtte, til den fortsatte udelukkelse. Ikke desto mindre forbliver Taiwan et godt demokrati der trives og nu under ledelse af en kvinde, Tsai Ing-wen.

Den amerikanske ambassade er i dag i Tel-Aviv ikke i Jerusalem, Israels hovedstad,
The United Nations hælder mere og mere mod at anerkende en “Palæstinensisk” stat. Israel kan imødese den skæbne der overgik Taiwan om et “Større Arabisk Palæstina” formelt skulle blive støttet af repræsentanterne for “HadIsraelerne” - de post-koloniale nationer der fik uafhængighed i 1950’erne og dermed øgede antallet af FN medlemsstater til 193, de fleste af dem undertrykkende tyrannier.

The United Nations og dets underorganisationer forhåner, bagtaler og fordømmer Israel i en aldrig ophørende spærreild af fjendtlige resolutioner, samtidig med man ignorerer ugerningerne hos de mest undertrykkende regimer i verden.

Som modtræk har Israel antaget to modsatrettede holdninger, politik.

En af disse, mindre ‘kønne’ er at komme med indrømmelser, skønt alle tidligere sådanne har haft katastrofale resultater som følge. Israel dækker så over det uundgåelige arabiske/muslimske modtræk.

Den anden og mere ‘kønne’ politik går ud på at Israel opbygger respekt for sin styrke, beslutsomhed og er stålfast over for de brølende antagonister.

Den utrolige lynsejr i 1967 medførte en masse støtte fra Vesten. Det gjorde den episke redning af gidslerne i Entebbe i 1976 også. Det samme gjorde angrebet i 1981, fra en lufbase på Sinai der smadrede Saddams Husseins atomreaktor ved Osira

Sidste indsats medførte dog surmuleri fra venstrefløjen. Til vanære for USA undlad vi at stemme ved en FN resolution 487 der fordømte Israels angreb på et
IAEA-godkendt kerneinstallation, der så gav Irak ret til at søge om kompensation og opfordrede Israel til at lade sin kerneinstallationer komme IAEA reglerne..

Dog beundrede mange i den internationale presse og i offentligheden Israels handling. I en kort periode var Israel beundret før man vendte sig til “fredsprocessen” der ville lade landets suverænitet smuldre.

Her følger så mit forslag til en vovet handling af Israel.

Forlad De Forenede Nationer, Pak sammen. Luk den Permanente Mission ved FN og find så reelle jobs til bureaukraterne, psudo-diplomaterne og assistenterne.

Israels nuværende øgende samhandel med nationer over hele verden er ikke sket gennem et moralsk fordærvet FN. Det er sket ved premierminister Benjamin Nethanyahu der har vurderet behovet hos andre nationer, især i udviklingslandene, for Israels forbløffende teknologier der kan tilbyde rensning og genbrug af vand til landbruget og også de medicinske teknologier .

Hvorfor forblive i en klub hvis underafdelinger, Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet pisker dig på vejen ind, pisker dig når du kommer for at overvære deres latterlige møder, og pisker dig når du går ud igen?

Billedresultat for israel whipped by un

En ynkelig offentlighed bedrager sig selv ved at mene at det korrupte og korrumperende FN er en retfærdighedens og fredens magt. Den ignorerer af FN er domineret af despoter, og dens skrækkelige fiasko med at løse hvilken som helst international krise.

At forlade FN ville være en heroisk handling. Det segment i den internationale offentlighed, hvis mening har ægte værdi vil bifalde en sådan handling med stor begejstring.

Ruth King, editorial board member of Family Security Foundation, Inc., is a freelance writer. She has written a book and articles on gardening, and also writes a monthly column in OUTPOST, the publication of Americans for a Safe Israel.



onsdag den 30. november 2016

Raul Castro har mere blod på hænderne end Fidel

Raul Castro har mere blod på hænderne end Fidel


Omgivet af medlemmer af the Union of Cuban Ex-Political Prisoners, advarede Sen. Bob Menendez (D-N.J.) om at den cubanske præsident Raul Castro ikke er den milde Castro bror som nogle gerne vil gøre ham til, men “han har mere blod på hænderne,” end Fidel.
Menendez talte lørdag i Union City, N.J., foran mure fyldt med fotos af mennesker der er blevet tilbageholdt, tortureret og dræbt af Castro regimet.
Senatoren sagde billederne “minder os, om hvad Fidel Castros eftermæle går ud på.”
Menendez sagde han vågnede til hundreder af emails fra venner og Castro modstandere der udtrykte glæde over at Castro er død, “og jeg forstår hvad de mener - men i dag kan jeg ikke rigtig glæde mig.”
"Alt for mange familier er blevet revet fra hinanden, alt for mange er blevet slået ihjel og fængslet, alt for mange er blevet tortureret, alt for mange sulter, en smadret nation og millioner holdt som slaver. Og en Castro hersker stadig over 11 millioner cubanere - og det med en jernnæve,” sagde han.
“Tiden har gjort amerikanerne følelsesløse over for de barske kendsgerninger. Men for Cubas folk, er det et mareridt de lever i hver eneste dag. Tiden svækkede vor beslutsomhed og derfor kunne Obama administrationen for to år siden give enorme ensidige indrømmelser til Castro regimet blot for at opleve yderligere to år med endnu stærkere undertrykkelse i stedet for større frihed.”  
Cubas leder Fidel Castro og hans bror Raul Castro i samtale på Cuba juni 1972. (AP Photo/Prensa Latina via AP Images/Tomas Garcia)
Menendez understregede at siden Obama gav meddelelse om tilnærmelse til Cuba, “har politisk undertrykkelse i Cuba nået en historisk højde,” med antallet af flygtende cubanere “stigende til niveauer der ikke er set siden 1994 tømmerflådebølgen (Flight of Rafters.)"
"Krænkelser af religiøs frihed er forøget tifold og de små private virksomheder der blev lovet under reformen har ikke vist sig,” tilføjede han.
Castros bortgang, understregede senatoren, burde være en tid for United States til at reflektere og “omkalibrere” politikken mod kommunistregimet.
"I stedet for at se gennem fingrene med et fortsat undertrykkende regime, blot fordi det har eksisteret så længe, så bør United States og det internationale samfund rejse sig og støtte Cubas folk - støtte de demokratiske aktivister, de uafhængige journalister og menneskerettighedsledere, som vi gjorde med Lech Walesa i Polen, som vi gjorde med Vaclav Havel i Tjekkoslovakiet og som vi gjorde med Sovjets jøder i det tidligere Sovjetunionen.” fortsatte Menendez. “Vi skal standse den økonomiske livline som Obama administrationen har givet Castro regimet gennem en strøm af U.S dollars og færre restriktioner.”
"Vi skal sige til Raul Castro det vi sagde til Burma, råt for usødet. Frigiv alle politiske fanger. Hold frie valg. Tillad en fri presse. Lad the UN Commission on Human Rights komme ind i landet. Og så kan i få et bedre forhold til United States.”
Menendez omtalte de som mener Raul Castro er “en mere mild mand end sin bror” ved at erklære at Raul “har mere blod på hænderne end Fidel,” takket været hans lederskab af militæret og sikkerhedsapparatet, “der har undertrykt, tortureret og dræbt i år 50 år.”
Senatoren havde et budskab til Fidel: “Historien vil fordømme dig. Og den vil fordømme os hvis vi ikke hjælper Cubas folk.”
I forrige måned gik Menendez i kødet på Obama administrationen for at gå ind for et “voldsomt skifte fra vor nuværende forpligtelse til lov og orden og demokratiets processer som vi har kendt dem” med indrømmelserne til Cuba, og at man “uhæmmet” har brudt loven med skattemæssige undtagelser for at lette de økonomiske relationer så meget som muligt uden at Kongressen har løftet embargoen.
Præsident Obama sagde hans mål var at gøre tilnærmelsen til Cuba så forbundet med den private sektor at hans efterfølger ikke vil være i stand til indstille den mens forsøger at tvinge Kongressen bort fra embargoen.
Menendez sagde de nye regulativer “ganske enkelt og udpræget krænker både the Cuban Democracy Act of 1992 og the Cuban Liberty and the Libertad Act of 1996, der nærmere fastlagde embargoen mod Cuba, og det indikerer at United States regeringen aktivt vil ‘autorisere kontrakter og overtrædelser der lige nu er forbudt ved embargoen.’”
“Skønt administrationen ikke bryder sig om embargoen eller er enig i den, så forbliver den landets lov,” sagde han. “Når alt gøres op, er det direkte bestyrtende at vor regering søger at bryde lov og frækt anerkender at det er dens hensigt at gøre det.”

tirsdag den 29. november 2016

Obama og Trump om Castro - hvilken forskel

Obama og Trump om Castro - hvilken forskel



Præsident Obama's udtalelse om den cubanske leder Fidel Castros død nævnte intet om, hvordan Castro gjorde Cuba til et af verdens mest brutale diktaturer.

Mr. Obama nævnte intet om landets grumme historie vedrørende menneskerettigheder, og de tusinder af politiske fanger. Præsidenten udelod også, hvordan Castro smadrede Cubas økonomi og samarbejdede med andre diktaturer og slyngelstater mod United States. I stedet sagde Obama:

"På dette tidspunkt ved Fidel Castros bortgang strækker vi en venskabens hånd ud mod Cubas folk. Vi ved at dette tidspunkt fylder cubanerne - i Cuba og United States - med voldsomme følelser , genkaldende de utallige måder, hvorpå Fidel Castro ændrede individets liv, familierne og Cuba som nation. Historien vil berette om, og bedømme den enorme indflydelse denne enkelt person har haft påsit folk og verden omkring ham.”
OBAMA CUBA WH.GOV VIDEO

Denne snedige dobbelt tale er typisk for præsident Obamas syn på verden, hvor han ser stater som Cuba som ofre for en uretfærdig og udnyttende politik ved United States. I sit hjerte sympatiserede vor radikale præsident med Castro ligesom han sympatiserer med og imødekom mullaherne i Iran. Obama anså Castro som en frihedskæmper, ikke en folkemorder, diktator og fjende af the United States.

Som modsætning er kommende præsident Trumps udtalelse om Castros død lige i øjet. Trump sagde:

"I dag markerer verden bortgangen af en brutal diktator der undertrykte sit eget folk i næsten seks årtier. Fidel Castros eftermæle handler om henrettelsespelotoner, tyveri, ubegribelig lidelse, fattigdom og benægtelse af fundamentale menneskerettigheder.”


Bravo, Mr. Trump. Det er den type direkte tale, uden omsvøb, og ærlig ledelse vor nation så desperat har brug for efter otte år med Barack Obamas inkompetente, uærlige og radikale udenrigspolitik.

Fred Fleitz writes for the Center for Security Policy.


http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/our-appeaser-in-chief-vs-donald-trump-on-the-death-of-fidel-castro?f=must_reads#ixzz4RPSzZ7lX

mandag den 28. november 2016

Kultursammenstød i sport - Beachvolley for kvinder

Kultursammenstød: Egypten mod Tyskland i beach volley for kvinder

Allah tillod at de skamløse næsten nøgne skøger vandt over de ærbare kvinder fra Islam 2-0. Der kan ikke være tvivl om at jøderne står bag.
Egypt German beach volleyball
“Kontrasten mellem de to kulturer blev bragt til skue ved De Olympiske Lege. Et rigtig godt foto der viser egyptiske og tyskere volleyball spillere sætter fokus på forskellen på holdene,” af Julian Robinson,MailOnline, August 8, 2016:
Det er en meget hurtig sport der spilles i solen og er berømt for sine afslørende klæder - med en bikini ‘uniform’ for kvinder og knælange shorts for mænd.
Men disse billeder viser kontrasten mellem kulturer blandt nogle af de nationer der deltager i Rio, efter de egyptiske kvinders beach volleyball hold gik ind på den sandede arene iført lange ærmer og leggings.  
Udstyret, benyttet af Nada Meawad og Doaa Elghobashy, der også var iført hijab, stod i stærk kontrast til de tyske rivaler Laura Ludwig and Kira Walkenhorst der holdt sig til sportens traditionelle todelte udstyr ved kampen i aftes.
Skønt det international Volleyball Forbund ellers havde regler der regulerende størrelse af påklædningen blev disse regler lempet forud for 2012 Olympiske Lege i London, og man tillod lange ærmer og leggings.  
Forbundets talsmand Richard Baker sagde søndag aften at det træk blev taget for at åbne spillet op rent kulturelt.
I en vis grad har det fungeret. Baker sagde der nu var 169 lande med i the Continental Cup - kvalifikationsprocessen for 2016 Legene, sammenlignet med 143 lande i 2012 i London.
Ludwig og Walkenhorst fortsatte deres sejrsrække, og mod medaljer, ved at vinde over deres egyptiske modstandere.
Egypterne spillede i deres første internationale turnering udenfor Afrika, hvor de havde vundet en større titel i april måned.
Ludwig og Walkenhorst vandt 2-0 efter en kamp der tog næsten 40 minutter.
Bagefter sagde Elghobashy til journalister: “Jeg har brugt hijab o 20 år. Det afholder mig ikke fra at elske de ting jeg gør, og beach volley er en af dem.”

søndag den 27. november 2016

Hvorfor kendte elsker Castro

Hvorfor kendte elsker Fidel Castro?


Fidel blev 90.  Alt for mange år med ulykker for cubanerne.




"Fidel Castro er et geni" gispede Jack Nicholson efter et besøg hos den cubanske Führer i 1998. "Vi talte om alt muligt" pludrede skuespilleren videre. "Castro er en humanist, som Clinton, Cuba er bare et paradis!" Jack Nicholson har sagt noget lignende i snart mange år nu. Mange af hans kolleger i Hollywood følger efter.

"Socialismen virker. Jeg mener Cuba beviser det" (Chevy Chase).


"Castro er uselvisk og moralsk, en af verdens klogeste mænd" (Oliver Stone).



"Hvis du tror på frihed, hvis du tror på retfærdighed, hvis du tror på demokratiet, så kan du kun støtte Fidel Castro!" (Harry Belafonte).


"Det var en oplevelse for livet at sidde blot nogle få skridt fra ham (Castro)" (Kevin Costner).


"De otte vigtigste timer i mit liv," Steven Spielberg da han beskrev sin middag med Castro.

Samtidig med at han viste bogen "Fidel: Hollywoods Favorit Tyran" på sit TV show, kaldte Bill O'Reilly disse celebriteter for "Hollywoods halvhjerner."

Der kan dog være mere med disse kendte fortalere for en tyran, der fængslede flere af sine undersåtter end Hitler og Stalin, end blot den sædvanlige kendte tomhjernethed der ofte kendetegner kendte.

"Mit arbejde var at placere mikrofoner i deres hotelværelser," siger den højststående cubanske efterretningsmand Delfin Fernandez, der hoppede af. "Både kameraer og aflytningsudstyr. De fleste har ingen anelse om at de bliver overvåget når de er i Cuba. Deres personlige aktiviteter filmes på ordre af Castro selv."
Billedresultat for delfin fernandez ex-agente otto

Ifølge visse kilder har Havana netop passeret Bangkok som et verdensmekka for børnesex på grund af desperationen hos et fattigt og brutaliseret folk.



"Han (Delfin Fernandez) har ikke alene mødtes med nogle af de meste berømte mænd i verden" siger London Daily Mirror om den cubanske afhopper, "han har også spioneret mod dem og været vidne til nogle af deres mest intime hemmeligheder."

"Når den berømte person ankommer til hotellerne Nacional, Melia Habana og Melia Cohiba" siger Fernandez, "har vi allerede placeret aflytningsudstyr i værelserne med sofistikerede muligheder. Men ikke kun i værelserne, vi fulgte også de besøgende overalt. Undertiden alle døgnets 24 timer. De havde ingen anelse om at vi skyggede dem."

Den berømte spanske filmproducent Pedro Almodovar var et udsøgt mål for denne aflytning, men der kom intet af værdi ud af det for Castro. "Alle ved allerede at jeg er en maricon!(bøsse)" lo Almodovar overfor Castros pengeafpressere. "Så fortsæt i bare, til I falder omkuld."

"Fidel Castro er godt inde i disse bånd og videoer," siger Fernandez. "Især fra de virkelig berømte."

Selv ikke hans nærmeste "venner" er sikre mod aflytning. Det bedste eksempel er Castros "ven" gennem lang tid den Nobelpris vindende forfatter Gabriel Garcia Marquez. I det som kunne forekomme at være et rørende generøs udtryk for venskab gav Castro sin ven "Gabo" hans eget personligt (stjålne) hus i Havana. "Vi havde ombygget det lige før," husker efterretningsmanden Fernandez, "og vi installerede flere kabler til overvågningsudstyr end for de normale elektriske installationer. Vi optog alt på bånd! Fidel stoler ikke på nogen."


Castro topefterretningsfolk samles for at se optagelserne næsten som når Hollywood mødes til en premiere. "Hmmmm, disse scener er mere skandaløse, end i nogen af hendes film!" Fernandez husker en topefterretningsofficer sige og klukle mens han så natteudfoldelserne af en berømt spansk skuespillerinde.


"Nu forekommer det virkelig mig, companeros," kluklo Castros fortrolige mens han så sig om i værelset, "at denne senorita burde komme med mere respektfyldte kommentater om vort regime, ikke sandt?"


"Men berømte amerikanere har topprioritet hos det Castroske efterretningsvæsen," siger Fernandez. "Da det rygtedes af modellerne Naomi Cambell og Kate Moss skulle til Cuba, var rutineordre nummer et: 24 timers overvågning. Så fik vi en prioritetsplan," husker Fernandez, "fordi der var et rygte om at de ville dele værelse med Leonardo DiCaprio. Rygtet igangsatte en stormflod af aktiviterer og vi fik sat det mest sofistikerede udstyr op vi var i besiddelse af."


"Den amerikanske skuespiller Jack Nicholson var endnu en berømthed der blev aflyttet og filmet under hel hans besøg på hotel Melia Cohiba," fastslår Fernandez, som var ansvarlig for aflytningen.


Det viser sig dog , at i mindst et tilfælde har en besøgende dignitarer snydt Castros efterretningsvæsen. Ved sit besøg på Cuba i 1998, opdagede Pave Johannes Paul II's assistenter adskillige mikrofoner og andet udstyr og fjernede dem fra Hans Velærværdigheds hotelværelse.


Måske Castro har noget imod pavedømmet. De fleste husker det nok ikke, men i januar 1962 ekskommunikerede Pave Johannes d. 23. Fidel Castro fra den katolske kirke. Det forekommer sandsynligt når man tager i betragtning, at hundredevis af cubanske mænd og drenge råbte inden de blev nedskudt af Castor's henrettelsespelotoner "Længe Leve Kristus Kongen!"


Først kan det virke mærkeligt, at Hollywood topsælgeren Charlize Theron rejste til Cuba i 2007. og kom tilbage uden jubelsange om det stalinistiske regime der sædvanligvis flyder fra hendes kolleger efter sådanne besøg.

Nu voksede der vinger på svinene overalt

Under sit besøg på Cuba hjalp Theron med til at producere en dokumentarfilm ("Øst for Havana") om cubanske hip-hop kunstnere, en film der satte Castro regimet i et negativt lys.

Svinenes vinger begyndte at blafre og de nærmede sig startbanen.

På ABC's "Good Morning America" sagde Charlize Theron: "Jeg er overbevist om at den unge generation (på Cuba) begunder at sige, 'Ved du hvad? Det fungerer jo ikke. Vi er ikke glade. Vi vil have ytringsfrihed. Vi vil have lov til at rejse."

NU var alle svinene fra Bangkok til Stockholm i vild galop og slog helt vildt med vingerne mens de nærmede sig afslutningen af startbanen.

Under et opfølgende interview på CNN begyndte værten Rick Sanchez med at spørge Theron om manglen på friheder på Cuba. Theron afbrød sprøgsmålet med det følgende "Jeg vil hævde, at der en mangel på frihed i Amerika."

Pragtfuldt! -- Svinene overalt slog ørebøfferne ud og faldt langsomt til ro .

"Jeg mener at kunne huske," forklarede den Academy pris vindende skuespiller, "at for et stykke tid siden blev nogle journalister afskediget fra deres arbejde, fordi de på TV talte om, hvordan de havde det med krigen."

"Men mener du at manglen på friheder i Cuba kan sammenlignes med manglen på friheder i USA?" spurgte CNN's Sanchez.

"Nuvel, det vil jeg," svarede Theron. Nu er svinene helt op med at baske med vingerne gryntede tilfreds i henført opmræksomhed. "Jeg ville sammenligne de to ting," fortsatte Theron, "Ja, helt sikkert."

Centimeter fra afgangsbanens slutning slog svinene nu hovene i, og satte motorerne i bak og kunne sålede forblive på jorden. "Åh," smilte de tilfredst. "Nu ligner det noget, mere af det!" De kunne nu tilfredse gå tilbage til deres ædetrug.

Efter mange nætter med granskning og meditation har mit bedste hold af analytikere fundet frem til, at Charlize Theron sammenligner politikken hos et regime der fængslede flere politiske fanger end Stalins, med maskingeværer der nedskød hele familier for at forsøge at rejse ud af landet, der giver påbud (under fængselssstraf, eller nedskydning)om, hvad dets undersåttere må læse, sige, spise, tjene (såvel mængde som indhold), hvor de må bo, rejse eller arbejde - hun sammenligner det regime med en regering, hvor en privat virksomhed ejet af aktieindehaverne afskedigede nogle ansatte, fordi disse havde brudt virksomhedens grundregler.

OK, Cuba er et undertrykkende sted - men ikke mere undertrykkende, end det USA Charlize Theron har skildret. Lad os nu give hende noget tid. Som en politisk filosof står hun tilsyneladende ikke skulder ved skulder med Hollywoods bedste og klogeste lige nu. Hun ser ud til at kunne få en lovende karriere. Efter Hollywoods standarder forekommer hendes logik, skudsikkert.

Humberto Fontova is the author of four books including Exposing the Real Che Guevara. Visit hfontova.com.

Andre artikler af Humberto Fontova ved klik.

fredag den 25. november 2016

Israels ændrede forhold til naboerne - nye muligheder

Israels ændrede forhold til naboerne


LAINA FARHAT-HOLZMAN


Da Israel blev en nation slog en forenet muslimsk verden (mest de arabiske) sig sammen om at invadere ide de håbede at ødelægge den nyfødte stat. Det lykkedes ikke for araberne, men det har ikke hindret dem i at forsøge, igen og igen siden 1947.

I de sidste 12 måneder har Israel oplevet 407 terrorangreb, herunder 165 knivoverfald, 87 forsøg på knivoverfald, 107 tilfælde med skyderi, 47 angreb på biler, og en bus er blevet bombet. Alt dette i et land på størrelse med New Jersey, (Jylland).

I dag oplever de arabiske (og muslimske) samfund en stadig større opløsning. De to store sekter i Islam, Sunni og Shia, ligger i åben konflikt. Ikke arabiske Iran er hjemstedet for flertallet af verdens shiitter, men der er lommer af shiiter i Saudiarabien, staterne i Den Persiske Gulf, i Afghanistan, i Irak og Pakistan. Irak er blevet forvandlet fra et Sunni-arabisk flertalsland, til et land med Shia-flertal med de uundgåelige konflikter der så følger med.

Både Sunni og Shia er under angreb af to oredriske kulter, ISIS og den ældre al-Queda, som var Osama bin Ladens ‘opfindelse.’ Disse kults rækker globalt ud, og har ikke megen interesse i de eksisterende muslimske stater.

Indenfor enhver af disse nationer er der endnu en konflikt i gang: Utilfredse borgere der går imod deres undertrykkende regeringer. Den store bølge af unge (der nu er i opløsning) er splittet op i de som ønsker at komme ind i en livsstil som i det moderne Vesten, og så de der tror at deres problemer kun kan løses med mere Islam. I tilgift er disse unge bedre uddannede og klar over hvor elendig deres religion og kultur har behandlet dem. Fødselstallet falder kraftigt.

Saudierne som er Israels mest nederdrægtige fjender står over for en meget mere mægtig fjende i Iran. I nogen tid har saudierne og israelerne dog udviklet et sikkerhedsrelateret forhold som ingen af landene ønsker skal være kendt. Som sædvanen er så er “min fjendes fjende er ...ikke min ven, men i det mindste min allierede.”

Ingen i regionen bekymrer sig det mindste om palæstinensere, et emne som tidligere forenede den muslimske verden mod Israel. De eneste der synes af bekymre sig om palæstinenserne er den europæiske venstrefløj, og selvfølgelig de amerikanske og europæiske akademier, der kun kan se Israels ondskab i dagens verden. De et hurtigt blevet fremmed- latterliggjort blandt  mennesker der besidder kritisk tænkeevne. Obama administrationen har allerede fordømt BDS bevægelsen (boykot og sanktioner mod Israel. Præsidenten vil være imod ethvert tiltag mod Israel.

På samme tid nyder Israel de stabile og sikre fredsaftaler med Jordan, Egypten og Emiraterne i Gulfen. Man er kommet overens med Tyrkiet, der skønt landet bliver mere og mere islamiseret anerkender at der er langt værre fjender rundt omkring. Israel har også åbnet op for nye aftaler om strategisk samarbejde med Grækenland (der før var ikke venlig stemt), med Cypern og med Forenede Arabiske Emirater, og Pakistan i fælles militærøvelser sammen med USA.
.Billedresultat for one state solution

Israel har nu en mulighed for at påtage sig risici og indtage en form for forsoning med palæstinenserne. Israel ønsker helt sikkert ikke en “enstats løsning,” hvor alle palæstinenserne bliver del af Israel og an stemme. Israel kunne ensidigt anerkende Staten Palæstina, og lade palæstinenserne selv kæmpe med at lede det. Dette vil holde palæstinenserne travlt beskæftiget et stykke tid, og kunne så være hjemsted for illusionsløse arabiske unge.

Med støtte af arabiske stater til et sådant initiativ kunne Israel nyde godt af ikke længere at være ‘den slemme’ i den muslimske verden. Det har været en åben hemmelighed i mange år trods den forenede arabiske støtte for en palæstinensisk stat, at de samme arabere sådan set har udvist foragt for palæstinenserne når de søger hen mod den arabiske verden. Ydermere har jeg ved internationale luftopvisninger set de arabiske tilstedeværende sværme om den israles pavillon for at få brochurer. Palæstinenserne er det ikke lykkedes at skabe, producere noget som helst der kan sælges på markedet, de er fanget i deres uproduktive utilfredshed og vold.

De europæiske entusiaster for Palæstina burde støtte med penge og deres unge kan så hjælpe palæstinenserne med at skabe en stat. Der ønskes dem masser af held , for det er nødvendigt.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/israels-changing-neighborhood?f=must_reads#ixzz4NF2xu4PY
Related Posts with Thumbnails