søndag den 23. april 2017

Endelig er det generalerne der får lov at bestemme på slagmarken

Rart at høre at det nu igen er generalerne der fører krigen



Mange på venstrefløjen er i chok over at præsident Trump fik kastet bomben over Afghanistan.

Jeg så endda en kommentar fra en eller anden der siger det er forkert at kalde den "the mother of all bombs," fordi mødre giver liv, slår ikke ihjel. Jeg spurgte så personen om det også gjaldt abort eller Obamas droner. Han har ikke svaret. Måske om nogle dag...

Det er rart at se kommandører og generaler igen udkæmpe krigen som jeg læste
U.S. militærets generaler har sat fart i deres kamp mod islamistisk ekstremisme da præsident Donald Trump opfordrer dem til selv at afgøre hvad der skal ske på slagmarkerne.  
Samtidig med at Det Hvide Hus arbejder på en mere omfattende strategi implementerer Amerikas militære ledelse den vision der er skitseret af Defense Secretary Jim Mattis:
Decimer Islamisk Stats befæstninger i Mellemøsten og gør det helt umuligt at de militante opretter nye brohoveder på steder som Afghanistan.
"Der er ikke noget formelt, men det begynder at tage form,” sagde en senior U.S. embedsmands fra forsvaret fredag. “Der er en fornemmelse blandt kommandørerne om at de kan gøre lidt mere - og det gør de så.”
De militære kommandører beklagede sig over Det Hvide Hus’ mikromanagement under præsident Barack Obama. Nu får de at vide at de har mere frihed til at tage beslutninger uden først at konsultere Mr. Trump.
Militærledere rundt om i verden bliver opmuntret til at gå længere og helt til kanten med de eksisterende muligheder - når der er brug for det, men også tænke seriøst om konsekvenser af deres beslutninger.
Naturligvis forventer ingen at krigen snart vil høre op. På samme tid er det dog forfriskende at se, at de mænd der er på landjorden kan lægge politisk korrekthed til side og slå terrorister ihjel.
Billedresultat for generals and trump

Præsident Trump's holdning kommer på et tidspunkt, hvor ISIS er ved at genvinde styrke i Afghanistan, og der er således brug for barske midler for at "smoke them out," som præsident Bush plejede at sige.

Som far til en ung mand der netop har afsluttet sin militærtjeneste hader jeg krig lige så meget som den mest højlydte pacifist.

Jeg hader imidlertid endnu mere det at sende unge mænd ud til en konflikt og så derpå binde dem på hænder og fødder med jura og med ubeslutsom politik der forekommere mere bekymret over FNs reaktion end at beskytte soldaternes liv - de soldater man har sendt i krig.

Vi skal ´åbenbart være i Afghanistan et stykke tid endnu. Lad os slå så mange terrorister ihjel vi orker og kan.

P.S. You can listen to my show (Canto Talk) and follow me on Twitter.


torsdag den 20. april 2017

Kullets Konge og arbejdernes ven - præsident Trump

Præsident Trump er Kullets Konge

Stephen Moore


Dybt begravet i de ellers knastørre rapporter over jobs for marts måned var den forbløffende meddelelse fra Arbjedsministeriet om at arbejdernes antal  i mineindustrien øgedes med 11000 ansatte i marts. Siden lavpunktet i oktober 2016, og efter årevis med smertelige afskedigelser i mineindustrien, har denne sektor nu fået 35000 flere jobs.
Hvilken kovending. Det følger på et tidspunkt, hvor venstreorienterede har sagt at Donald Trump har løjet for det amerikanske folk når han sagde at han kan bringe kularbejdernes jobs tilbage. Nuvel - det har han så gjort.
Der er flere gode nyheder for kulindustrien. Tidligere i denne måned kom Peabody Coal - Amerikas største kulproducent ud af krisen og betalingsstandsningen og deres aktier er igen aktive. Deres markedsandel var faldet med næsten 90% under Obama årene. Virksomheden Arch Coal er også ude af krisen.
Det viser sig at valg har konsekvenser, trods alt. Forandring i ledelsen i Washington har bragt King Coal tilbage til livet siden sent i 2016 da kulproduktionen var faldet med næsten 50%. Obama administrationen og deres allierede såsom the Sierra Club forsøgte at slå kul ‘ihjel’ på grund af deres hyper besættelse af global opvarmning. Trump administrationen har lovet kulminerne i de små byer i Amerika, i Ohio, Pennsylvanie, Virginia, West Virginia og Wyoming, at han ville være en ven af amerikansk kul og fossile energikilder.
 Billedresultat for coal in america
Som lovet har Trump lettet på de såkaldte Clean Power Plant regulativer og adskillige andre EPA (miljø) regler der som hensigt havde at kvæle kulindustrien med dens arbejdspladser (og tusinder flere i brancher med tilknytning, såsom transport og stål) og lukke kulværkerne, hvilket også er sket med hensynsløs ‘præscision.’ Hillary havde lovet sine grønne allierede at hun ville gøre det af med det sidste kulrelaterede job i Amerika.
Det var kulminearbejderne absolut ikke glade for, og hendes arrogante holdning til en førende maerikansk industri der ansætter titusinder af fagforeningsarbejdere bidorg til at hun tabte i næsten alle kulstaterne - hvoraf mange af dem var ellers solide Demokratiske.
Amerika blev bygget op om billig og rigelig kul. De fossile brændstoffer forsynede U.S. i industri tidsalderen og erstattede de utilstrækkelige vindmøller og træbaserede kilder til elektricitet. Amerika har nu for tiden haft adgang til 500 år med kul - langt mere end nogen anden nation. Trods det sidste årtis krig mod kul under Obama årene får U.S. stadig cirka 33% af sin energi fra kul - lige efter naturgas.
Kul er  i dag uundværligt, selvom om bæredygtig “grøn” energi begynder at hale ind på det, fordi vind- og solkraft kun er levedygtige med kulfyrede værker som støtte når vinden ikke blæser og når solen ikke skinner. Uden kul, ville brug af udelukkende grøn energi betyde ‘mørke’ over hele Amerika.
Venstreorienterede har argumenteret med at kul aldrig ville kunne få et comeback på grund af den billige naturgasd. Og det er da også sandt at skifernaturgas revolutionen med priser der er faldet ned til mellem 10 og 3 dollars har skadet kulproducenterne.
Men økonomisk nød er ‘moderen til al opfindsomhed’ og kulprocutenter som Peabody har fundet ud af hvordan de kan være langt mere effektive i deres produktion. Ydermere så er ‘ren kul’ her. Udledningerne fra kulkraftværkerne af bly, svovl,  karbon monoxid og andre forurenende stoffer er faldet med mere end 50%, og i visse tilfælde med 90% i de seneste årtier.
Klimaforandrings lobbyen - det industrielle kompleks - betoner at US skal stoppe brugen af kul for at redde planeten. men selvom US skar ned på vor egen kulproduktion til Nul, så bygger Kina og Indien hundreder af kulværker. Ved at suspendere den amerikanske kulproduktion overfører vi blot arbejdspladser fra US. Er de venstreorienterede mere opmærksomme på jobs i Indien og Kina end i Amerika?
Bæredygtig energi er vel et eller to årtier fra at blive den største energikilde for verden, så indtil det sker vil kul og naturgas konkurrere som en lavpris- og rigelig indenlandsk produceret energikilde til Amerika i det 21. århundred.
Atomkraft vil forhåbentlig blive ved med at spille en vigtig rolle. Dog skal vi huske, trods al snakken om øgningen af vind- og solkraft, at disse stadig kun tegner sig for mindre end 5% af vor energi. Næsten 70% kommer fra gas og kul.Billedresultat for coal in america
Kul er ikke død i Amerika. Det har masser af potentiale. Som en leder i Washington Times udtrykte det her fornylig. “Venstreføjen forkastede de 100000 job i kulminerne i Amerika for mere end ti år siden. Donald Trump har ikke”
Husk det næste gang Elizabeth Warren eller Nancy Pelosi belærer os om hvor meget de bekymrer sig om arbejderklassen i Amerika.  
Stephen Moore is an economic consultant with Freedom Works and co-author of Fueling Freedom: Exposing the Mad War Against Energy.
https://spectator.org/coals-colossal-comeback/

onsdag den 19. april 2017

Holde styr på udviklingen til skade for hvem? Uber lukker i Danmark

Regulere fremtiden - Uber og det fastlåste

Regeringer lader som om de er selve årsagen til fremgang. Og så kvæler man innovationen.
Vi ved regeringer udmærket er klar over at nye teknologier er vigtige. Militæret investerer i robotter og politiet benytter laser til fartkontrol. Men når vi andre benytter os af robotter eller droner så kommer regeringen i omdrejninger med at indføre regler før tingene “kommer ud af kontrol.”
Når det er vanskeligt at være innovativ i USA, så sker innovationen andre steder. Japanerne har allerede fuldautomatiserede hoteller. På Henn-na (eller “skøre”) Hotel, er receptionisten en robot - udformet som en dinosaur, hvilket er populært hos børnene. Andre robotter bærer din bagage og andre igen bringer dig til dit værelse.
Dette kunne lyde som noget der er virkelig dyrt, men robothotellet er billigere end andre nærliggende hoteller - delvist fordi der er meget få ansatte.
Dette alarmerer politikerne der frygter forandring. Når der sker en innovation forudser eksperterne massiv arbejdsløshed. De reagerer på det de ser. Færre receptionister på hotellerne. Militærrobottervil erstatte soldater, og selvkørende biler vil eliminere chaufførjobbene. Ofte vedtager politikerne regler for at standse denne “job ødelæggelse.”
Regulating the Future
Men jo mere effektivt vi kan udføre tingene des mere menneskelig energi kan benyttes på de ‘ikke sete’ opgaver vi ikke har tænkt på endnu, men som ville være rare at få udført, og disse nye jobs vil skabe nye muligheder.
Hvis vi smadrede enhver maskine der udførte ting som mennesker også kan gøre, så ville vi stadig bo i huler og jage vilde dyr med spyd. Hver gang der er en ny opfindelse, mister nogle deres jobs, og der følger så en periode hvor der justeres.
Men vi kommer dog langt videre.
Tror du ikke på at det hele retter sig op? Husk at for 200 år siden arbejdede 90% af befolkningen i landbruget. Nu er det færre end 2%. Men det betyder da ikke at 90% af befolkningen ikke har arbejde, vel?
“Vi så bilen erstatte hestene, og trækvognene, men vi beklager os da ikke over den udvikling, gør vi,” siger Max Borders, forfatter til  “Superwealth.”
“Grovsmedene tilbage i tiden måtte finde ud af at lave noget andet,” observerer Borders. “De fandt alle nye jobs. Økonomien udviklede sig positivt. Det er et stadigt udviklende økosystem.”
Der er nogle der ikke ønsker det skal udvikle sig. Taxichauffører og deres fagforeninger kræver at regeringen beskytter deres jobs mod konkurrence ved at lægge begrænsninger på services som Uber.
Men hvis regeringen træder til for at beskytte jobs, ville vi hænge på de jobs der fandtes tilbage i industriens tid, millioner af karetmagere og alle de mange landbrug.
Jeg mener det ville være langt bedre at hylde alle de nye metoder til at gøre tingene på - og opfinderne og de foretagsomme der bliver ved med at finde på. Det giver os nemlig valgmuligheder der er “bedre, hurtigere, billigere og sejere.” siger Borders.
Men i dag gør Amerikas stadig større selvreguleirng det ofte langt vanskeligere at skabe nye ting. Uber tilbyder helt klart bedre og mere sikker service, men for at lykkes skulle man kæmpe mod protester og brud på regeringens regler.
“Det var juridisk set meget betænkeligt,” siger Borders, “men folk gjorde det alligevel.” Uber trivedes udelukkende kun fordi man blev populær og rig før politikerne og regulatorerne lagde mærke til det. Da de så gjorde det havde Uber millioner af kunder og milliarder af dollars, så de virkelig kunne gå til modangreb. Billedresultat for uber lukker og slukker
I New York City, besejrede Uber min anti-fremgangs borgmester ved at sige til kunderne. Har du ventet for længe på en bil? Det er politikernes fejl.
Vi klarer os bedre fordi Uber vandt, men kampene fortsætter. Nogle lufthavne har for nylig forbudt Uber for at beskytte deres taximonopoler.
Uber er så heldig stillet at deres vigtigste innovation blot er en app til mobiltelefoner. Man behøver ikke få regeringens tilladelse til at skabe den.
Mere traditionelle opfindere der ønsker at bygge store synlige ting, som f.eks. et atomkraftværk en kemisk fabrik eller skabe et livreddende medikament bliver imidlertid ofte knust at nutidens ‘byzantinske’ regler - knust før de kan gøre vore liv bedre.
Når det sker, kommer vi måske aldrig til at vide hvad det er for gode ting vi kunne have haft. “Fremtiden er fuld af overraskelser, fuld af forbløffende ting, der nærmest falder ned fra himlen,” siger Borders. “Vi kan næppe fatte det i dag.”
Det vil være langt lettere at forestille sig det hvis regeringen blot holder sig langt bort.
http://humanevents.com/2016/03/02/regulating-the-future/

tirsdag den 18. april 2017

Det store nordkoreanske biltyveri



Det helt store biltyveri - Nordkorea


Nordkorea har været fokus for mange nyheder i de sidste dage, og det kan være noget vanskeligt, når vi nu ikke er kendt med undertrykkende regimer ,at forstå hvor svært livet er i landet, og hvor ofte internationale normer er blevet ignoreret af Kim Jon-un og hans far og bedstefar som forgængere. Resultater gør at landet ofte sætter verden i risiko for en atomkirg - undertiden er nyhederne der slipper ud af Nordkorea for det meste harmløse. Dog svært absurde.

Til eksempel er der en regning de hele tiden ignorerer - en regning på cirka 400 millioner dollars fra Sverige.

På billedet er der et par grønne Volvoer, en model fra tidligt 1970’erne. Volvo er solide, pålidelige biler, men du ikke finder mange af den model på vejene i USA eller andre steder u om stunder. Biler holder bare ikke i 30 år. Men Nordkoreas økonomi er ikke som alle andres. og derfor ser man disse relikvier der futter rundt på vejene der. Og ret så mange af dem. Der er cirka 1000, og det er mange i et land, hvor det at have bil ikke er sædvanen.
Billedresultat for volvos in north korea
Men der er heller ikke betalt for dem

I 1953, ige efter afslutningen af Koreakrigen var Nordkoreas økonomi så stærk som nogensinde. De næste årtier viste sig relativt fredelige og uden skandaler, og Kim Il-Sung forsøgte så at komme ind i den internationale handel.

I 1970’erne fandt han så en partner med Sverige, der som  Newsweek forklarede, var godt rustet til at indgå en pagt med Pyongyang. "lokale socialistiske grupper ønskede at Sverige formelt anerkendte den nye kommunistiske stat, og forretningsfiolk ønskede at udnytte regionens nye mineindustri.”

Aftalen: Sverige skulle sende en flåde af 1000 nye Volvoer til Nordkorea og Norkdkoreas skulle betale med forskellige metaller (kobber, zink mv.) fra deres spirende minedrift. Den svenske regering forsikrede Volvo for risikoen - hvis nu Nordkorea ikke betalte. Sverige ville så dække Volvos tab.  

Og Nordkorea har ikke betalt.

Det er uklart hvorfor Kim Il-Sung ikke har betalt. Måske er de metaller man udvinder i de nordkoreanske miner ikke så meget værd som man kunne håbe, eller måske fik de slet ikke udvundet nok metal. Måske kom antikapitalisten Kim med en slags politisk manifestation. Eller måske havde han slet ikke til hensigt at betale - og hallo her er jo gratis biler.

Sverige har dog ikke givet op. To gange om året sender man til Nordkorea en regning for bilerne - en der bliver stadig større, med renter og inflationen. I 2014 blev det ifølge Newsweek til en samlet sum af 300 millioner Euros, eller sådan cirka 400000 dollars per Volvo. Da bilernes værid per stk vel er cirka 3000 dollars (i god stand) så er det noget af en pris. Men det betyder faktisk intet - Nordkorea vil bare ikke betale og det er vel ikke Sverige der vil invadere for at få indløst gælden.

Kan vi håbe på.  



mandag den 17. april 2017

Kristendommen grundlagt på Jesu opstandelse - ellers fup

Kristendommen grundlagt på den historiske kendsgerning- Opstandelsen

3 konversioner der skulle forandre historien.


Da Saulus fra Tarsus blev en der gik i Jesu fodspor, ændredes historien for evigt. Da Martin Luther havde sin konversion ved “Tårn oplevelsen” i kostret i Wittenberg 1519, og Den protestantiske Reformation” blev resultatet. Da C.S. Lewis forlod ateismen til fordel for Kristendommen,........


Jesu apostle og andre disciple var villige til at dø for ham. Og hvad så? Har tilhængere af andre religiøse ledere og tilhængere af politiske ledere ikke også været villige til at dø for dem? Hvad er det der gør Jesu efterfølgere så enestående i denne henseende?


Jeg behandler dette meget vigtige spørgsmål i min nye bog, “Jesus on Trial: A Lawyer Affirms the Truth of the Gospel,” fordi jeg altid har spekuleret og tænkt tanker over dette. Hvad er det der karakteriserer kristne martyrer - om der er noget?
Christianity grounded in the historical fact of the resurrection


Lærd i Det Nye Testamente, Gary Habermas tilbyder en indsigt jeg ikke have overvejet før, og jeg synes den er stærkt appellerende.


“En stor forskel,” argumenterer han “er det altafgørende og skelsættende. Som med andre eksempler på religiøs- eller politisk tro, troede disciplene på, og fulgte deres leders lære. Men ulig alle andre havde disciplene mere end blot deres tro; de havde set den opstandne Jesus. Dette er den altafgørende forskel. Deres tro var sand netop på grund af Opstandelsen.”


Habermas cementerer sin pointe med nogle flere spørgsmål: “Hvilket er mest sandsynligt - at en ideologi vi tror på er sand, eller at vi og et antal andre så en ven adskillige gange i den sidste måneds tid? Hvis evigheden har base i konsekvenserne ville vi da snarere sætte vor tillid til sandheden om et særligt religiøst eller politisk synspunkt, eller ville vi hellere have at konsekvenserne er en følge af gentagne tilfælde af at se en person?”


Dette er fascinerende - og kræver eftertanke - ikke sandt? Modsat konventionel visdom er Kristendommen med base i historien - i historiske kendsgerninger. Troen kom ikke først; historien kom først og derpå fulgte troen. Faktisk var mange af disciplene rådvilde og deprimerede da Jesus døde - indtil de blev vidner til, med egne øjne, at se hans kropslige genopstandelse.


Det var ikke noget de forestillede sig - de så ham. De forventede ikke at se ham. Men da han dukkede op for dem i sit legeme, beviste han for dem at han var ægte. Han spiste med dem; de rørte ved ham; han talte med dem; han åbnede Skrifterne for dem og viste dem, hvor disse pegede på ham, hans syndfrie liv, hans korsfæstelse og hans midlertidige død på korset for os.


Han viste sig første gang for en kvinde. Er dette noget skribenterne i Det Nye Testamente ville have fundet på dersom de havde sammenbrygget en utroværdig historie, hvor religionen de ville forkynde på hans vegne skulle baseres? På de tider blev kvinders øjenvidneberetninger ikke vurderet som nær så troværdige som mænds.


Han fremstod 12 gange i genopstanden form for forskellige antal mennesker ved forskellige lejligheder; i et tilfælde var der flere end 500 til stede. Apostlen Paulus skrev om dette særlige øjeblik sådan cirka 20 år efter Kristi død, da mange folk der havde været til stede ved begivenheden ville have kunnet bekræftet, eller afkræftet, hans beretning. Han udfordrede dem til at modsige den. Det gjorde ingen.


Ville apostlene have ‘forvandlet’ sig fra uansvarlige ikke troende til djærve fortalere af Evangeliet om ikke de havde været vidner til, og set, Jesus Kristus, i hans legemliggjorte opstandelse? Hvilket incitament ville de have haft for at lade sig underlægge krænkelser, latterliggørelse, mishandling og martyrdøden om ikke de havde set ham?


En ting er at formode at nogen ville dø for en ideologi han tror på selv uden fysisk bevis; noget helt andet er at mennesker skulle dø for noget de vidste sådan set var forkert. For hvis Jesus Kristus var forblevet i graven, og ikke havde vist sig for dem, så ville de sandsynligvis have troet at deres tidligere håb havde været falsk, men under alle omstændigheder ville de ikke have fabrikeret en mytisk beretning om at de havde set ham i live, for blot at få fornøjelsen at dø for - ingenting. Tænk venligst. nærmere over det et øjeblik.


Nej, disse efterfølgere døde ikke for en abstrakt ideologi. De ‘udviklede’ ikke en eller anden opfindsom teologi, hvorom de kunne bygge en religion - uden grund. De var øjenvidner til den allermest skelsættende begivenhed i menneskehedens historie, og deres tro var bygget op om den.


Deres teologi var begrundet i den historiske kendsgerning om den legemliggjorte opstandelse af Jesus Kristus, der som Paulus indrømmede er altafgørende for validiteten af autenciteten i den Kristne Tro.


For som Paulus sagde, “Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået;  men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder,  og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt.  Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” 1. Korintherbrev 15:14-19.


Virkeligheden bag den historiske Genopstandelse, mine venner, er af al betydning og fundamental for Kristendommen. Vi kristne benægter ikke at vor tro er afhængig af opstandelsen. Det kan vi ikke. Troen er ikke baseret på sløv spekulation. Den er ikke baseret på menneskeskabt ideologi. Den er grundlagt på den historiske sandhed om Kristus som menneske, hans syndefri liv, hans lidelse, hans død og hans opstandelse.


De bibelske optegnelser er kommet til os med fejlfri omhyggelighed som de oprindeligt blev skrevet af utallige troværdige øjenvidner, der havde den største motivation man kan forestille sig til at bringe disse “gode nyheder” til Jordens fjerneste afkroge. Det gjorde de.


David Limbaugh is a writer, author and attorney. His latest book is “Jesus on Trial: A Lawyer Affirms the Truth of the Gospel.”

søndag den 16. april 2017

Ny indsats mod terror - medierne kritiserer igen Trump

Efter Trump kaster MOAB finder New York Times på en ny måde at hylde Obama





Præsident Trump har så lavet om på hele den ellers fastlagte krig mod terror ved at kaste en MOAB - Moderen til Alle Bomber - mod terroristernes hulesystem i det østlige Afghanistan.  
Billedresultat for moab bomb
Utroligt nok har the New York Times set det som en andledning til ikke at hylde Trump, men at rose Obama. Se om du kan klare denne umodne stupiditet:
Angrebet synes at have et begrænset formål, og at være mindre betydningsfuldt end antydet af nyhedsdækningen der primært fokuserede på bombens usædvanlige størrelse.
Til sammenligning slog the Air Force under Obama mere end 100 Queda miltære ihjel i Syrien, i slutningen af hans præsidentperiode ved at kaste bomber med mindre pompøse navne, fra B-52 fly.
For det drejer det sig om matematik, om at stikke blår i øjene. Det minder mig om the Best and Brightest's optælling af lig. Var ikke Best and Brightest netop af samme skuffe som typerne på the New York Times?


For Trump, handler det om noget langt mere end at tælle lig: At vinde krigen mod terror.
Ligesom med bomberne over Hiroshima og Nagasaki virkelig forbløffede alle med deres sindsyge ildkraft, og gjorde at fjenden dengang overgav sig af frygt for at få mere af det samme, således har MOAB sandsynligvis samme effekt på alle terroristrederne derude, de som skjuler sig i huler og der planlægger deres næste morderiske angreb. Ville de selvbevidste slynger på the Times kunne forstå det? Næpp at dømme ud fra denne artikel.
http://www.americanthinker.com/blog/2017/04/after_trump_drops_the_moab_the_nyt_finds_a_way_to_praise_obama.html#ixzz4eOYPzNEG

torsdag den 13. april 2017

Krig, terror og fodbold

Krig, terror og fodbold


1970 FIFA World Cup var ret så speciel. Det var første og eneste gang Israel kvalificerede sig. Det var også den eneste gang Argentina ikke kvalificerede sig. Og det, til dato, den eneste gang af kvalifikationsrunden udløste en krig.

Begyndende i 1968 oprettede 12 nationer fra the Confederation of North, Central America, and Caribbean Association Football (kendt som CONCACAF) en liga med 32 kampe for at afgøre, hvem der var kvalificeret til at deltage i World Cup. Organisatorerne inddelte landene i 4 grupper med 3 hold i hver gruppe, og med en hjemmekamp og udekamp mod de øvrige i gruppen. De 4 nationer der vandt deres række gik så videre. Honduras vinderen af gruppe 3 skulle så spille mod vinderen af Gruppe 4, El Salvador i semifinalen.

Dengang var Honduras og El Salvador slet ikke så ringe. I løbet af de sidste 50 år var mange salvadorianere flyttet til Honduras - måske så mange som 300000 - for at arbejde som lavtlønsarbejdere på landbrug i Honduras. Honduranerne var ikke tilfredse med dette, idet de mente folk fra El Salvador tog deres arbejde. El Salvadors regering beskyldte Honduras for at begå folkedrab idet man hævdede at honduranerne diskriminerede salvadorianerne ved at tage deres land og udvise dem af Honduras. Spændingerne mellem de to nationer var intens, og fodbold blev så gnisten der antændte branden.

Kampene mellem Honduras/El Salvador var plaget af vold. Den 8. juni 1969 var det på Honduras’ hemmebane og man vandt den første kamp 1-0, men fans fra de to nationer sloges på rækkerne. En uge senere mødtes de to igen, nu i El Salvador og værtslandet vandt 3-0, -- men igen var der masser af vold. Og fordi der sådan set ingen afgørelse var fundet skulle der spilles en afgørende kamp. Den 26. juni 1969 mødtes de to kamphaner så i Mexico City - og det vindende land skulle så gå videre til CONCACA finalen mod Haiti og det tabende hold måtte sidde over til World Cup i 1974. På selve kampdagen sløjfede El Salvador de diplomatiske forbindelser med Honduras. El Salvadors triumf var total da man efter ekstratid slog Honduras med 3-2.

Honduras var ikke tilfreds. De to nationer lukkede deres grænse, og ifølge About.com, "var der regelmæssigt kampe ved grænsen.” Dette fortsatte i ugevis indtil endelig den 14. juli det kogte helt over.

El Salvador's luftvåben indledte luftangreb mod Honduras som forberedelse på en invasion. Honduras svarede igen. I løbet af de næste få dage arbejdede Organization of American States på at genskabe fred og man fik udarbejdet en våbenhvile den 20. juli, dog først efter USA truede El Salvador med sanktioner, fordi man havde besat dele af Honduras. Men som the Telegraph fortalte, var dødstallet i det som senere blev kaldt “Fodboldkrigen” ret så stort “mellem 1000-2000 mennesker mistede livet og flere end 100000 blev flygtninge.”

El Salvador slog så i sidste ende Haiti in CONCACAF finalen, og kom dermed med til World Cup. De præsterede dårligst af alle deltagerne, tabte deres tre kampe, lod 9 mål gå ind og scorede ingen selv.  


Bonus Fact: I 2012 havde Honduras verdens højeste mordrate - 90.4 per 100,000 personer.. (Venezuela, lå lige bagefter med 53.7 per 100,000.) Trods den kendsgerning af Honduras blot har 8 millioner indbyggere anslår BBC at der myrdes et menneske hvert 74. minut
Related Posts with Thumbnails