torsdag den 5. marts 2009

Krisens positive sider for friheden

Frihedens fjenders uundgåelige kollaps

Dick Morris and Eileen McGann

Recessionen - jo lad os kalde det med rette navn - efterlader os i, ja, en slags depression. Fra rundt omkring på jorden er der dog nogle rigtig gode nyheder. Vore fjender er ved at segne på grund af de faldende olie- og gaspriser. Det vi troede, at tilbageholdenhed og at bore efter olie i havet ville medføre, ser det ud til, at det økonomiske kollaps på global basis er ved at indhente: Nederlag til OPEC, Iran Chavez, Putin og svækkelsen af den islamiske terrorismes finansielle støtter. I de nævnte lande er diktatorernes greb om magten svækket når de een efter een virkelig mærker konsekvenserne af de faldende oliepriser.

I Iran er sanktionerne pålagt af FN, de agressive bestræbelser fra USA's regering, modtrækkene fra stater som Californien, Florida og Missouri for at forbyde at pensionsmidler investeres i selskaber der har foretninger med Iran altsammen med til at have stor virkning. Ude af stand til at forøge deres olieproduktion på grund af manglen på udenlandske investeringer står Iran nu overfor, at skulle skære kraftigt ned i deres budget, da energiindtægterne, kilden til 85% af indtægterne fejler. Den iranske præsident Ahmadinejad har meddelt, at han vil indføre barske økonomiske stramninger. Hans oprindelige budget regnede med indtægter på mellem 50-60 dollars for en tønde olie, det må han nu ændre til ca. 40 dollars. Han praler med valutareserver på 23 millearder dollars, men det beløb holder ikke længe medmindre han foretager alvorlige nedskæringer. (Regn selv efter: Et prisfald på 25 dollars pr. tønde pr. dag x 4 millioner tønder pr. dag x 365 dag = 36.5 milliarder, langt mere at han råder over).


Spørgsmålet for Ahmadinejad og for Ayatollahpræsteskabet der støtter ham er: Kan regimet overleve det økonomiske kollaps? Ude af stand til at købe sig social fred med flere ydelser og susbsidier vil det få landet, der hader styret, til at implodere, da landet er langt overvejende meget ungt og kun 40% er farsi.

Chavez i Venezuela har det ikke meget bedre. På grund af korruption og uduelighed er Venezuelas olieproduktion faldet fra over 3 millioner tønder om dagen, da Chavez overtog styret, til omkring 1,7 millioner om dagen nu. Så længe prisen på olie firedobledes betød det intet, men når de falder, da blæser virkelighedens storm ind af alle sprækker. Chavez mistede popularitet længe før oliepriserne faldt. Efter at have 'slået' alle de vigtigste oppositionskandidater, med falske anklager om korruption, er det lykkedes ham at fastholde regeringsmagten gennem landdistrikternes mandat, men han tabte byerne - selv i fattigdomsområderne i byerne stemte de imod ham.

Allerede plaget af fødevaremangel og galoperende inflation må Venezuela nu klare sig med mindre sociale ydelser og drastiske nedskæringer.

Chavez's medsammensvorne - Ecuador, Nicaragua og Bolivia - må så klare sig uden støttemidler. Evo Morales, Bolivia, der blev valgt ved at give løfter om tilladelse til cakao (mon ikke der mentes coca, min kommentar) produktion igen, står allerede nu overfor en borgerkrig da den mest energirige halvdel af landet ønsker selvstyre og muligvis uafhængighed. Argentina, hvis korrupte styre har klynget sig til magten ved at låne enorme summer af Chavez, er nu tvunget til at søge støtte fra de globale markeder, som fornylig brændte sig økonomisk, grundet landets misligholdelse af forpligtelserne for deres udenlandsgæld. Sikken en chance.

Putin's Rusland, der her fornylig viste sin fulde styrke ved at invadere Georgien, står måske overfor det største tilbageslag mod økonomien. Der produceres 10 millioner tønder om dagen og Rusland vil blive ramt særdeles hårdt af faldet i priserne. (Igen, regn selv efter: Anslået, pr. tønde, budgetteret med 60 dollars og nu et fald til 40 dollars. 20 dollars x 10 millioner om dagen x 365 dage = 373 milliarder nedgang om året?. Rusland vil således miste ca 5% af landets statsbudget. Russisk olieproduktion er faldet med en million tønder om dagen indenfor de to sidste år. Når priserne når bunden, og med nationaliseringen som en altid tilstedeværende trussel, hvem vil så investere i en forøget russisk produktion?

Hvad med OPEC og de andre økonomiske støtter til den islamiske terrorisme? Lande som De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Kuwait vil nok kunne klare sig fordi de har forholdsvis små befolkninger der skal have udbytte af olieindtjeningerne. Saudiarabien vil klare sig på grund at de enorme reserver og produktionsevnen og en relativ lille befolkning. Men ethvert andet OPEC land der har en stor befolkning, hvor herskeren, sædvanligvis en diktator, køber social fred med oliepenge, vil få problemer. Presset for at holde sig ved magten er så intenst at disse ledere vil tvinges til at sætte olieproduktionen så højt op som muligt for derved at udskyde manglen på økonomiske midler. Resultatet er at der vil komme et konstant pres i nedadgående retning på oliepriserne, en ond cirkel der vil fattiggøre alle de der har fortjent det.


Dick Morris is a former adviser to Bill Clinton. Eileen McGann is an attorney and CEO of Vote.com. Together, they collaborate on books, columns and foreign political campaigns. To receive free copies of all of their commentaries, please sign up at dickmorris.com.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Sikken dejlig dag i dag. Når det ser mørkets ud, skinner solen - på andre. Men hvorfor giver vi ikke oliearaberne og oliesocialisterne den 'sidste olie' ved at satse på den økonomiske, co2 neutrale atomkraft. Med de nye typer reaktorer er problemerne med affaldshåndtering meget mere håndterbare end førhen.
Kom igang!

Related Posts with Thumbnails