Jeg må nok være en af de få mennesker i den vestlige verden der ikke ville kunne genkende en sang af Michael Jackson. Jeg har uden tvivl hørt en eller flere af hans sange, pumpet helt uundgåeligt ud på et offentligt sted som en giftgas, men jeg har selvfølgelig også tilbragt de seneste årtier af mit liv med at reducere min tilstedeværelse sådanne steder til et absolut minimum.
Andre i den vestlige verden, der heller ikke ville kunne genkende hans sange er mine venner.
Jeg interesserer mig for Michael Jackson på den måde som en cirkusartist interesserer mig, det vil sige en med en besynderlig morbid fascination knyttet til ham. Ved afslutningen af hans liv indrømmer jeg, at han fik mig til at tænke på de der flasker i patologiske museer der indeholder seksbenende lam og babyer med to hoveder. Han var et uhyre, i det attendeårhundredes betydning af udtrykket, selv om hans uhyrlighed var et produkt af samfundet og kulturen snarere end af naturen selv.
En sådan uhyrlighed er nu forskellen på det ubestemmelige, der i Jacksons tilfælde var kørt helt ud til kanten. Fornylig så jeg en reklame - jeg kan ikke længere huske for hvad - der viste en mand med overtatoverede lægge og ankler der stak frem fra hans bukseben. Reklamens tekst var "Du ved hvem du er!"
Dette er helt sikkert et udtryk for en meget skrøbelig fornemmelse af identitet og individualitet. Og selvfølgelig, alt efter som flere og flere mennesker begiver sig ud i selvmishandling som et middel til at vise de er noget helt særligt, så de hved hvem de er, således bliver de selvpåførte mishandlinger også mere og mere ekstreme. Der er et slags våbenkapløb under udvikling; og selvom der kan have været selv-mishandling i verden der har været større end Michal Jacksons, så kan jeg altså ikke komme i tanke om nogen lige nu. Når man tager menneskets ubegrænsede kapacitet for fornyelse i betragning så vil der uden tvivl snart dukke noget endnu mere ekstremt op.
Jackson var ent tragisk figur, og mit hjerte er grebet af sorg når jeg tænker på den smule jeg kender til hans liv. (Hjertet er også grebet af vrede mod den kultur der skabte ham og efterfølgende gav ham så ufortjent en berømmelse) Oplært til at optræde fra sin barndom levede og åndede han for dette, og hans liv blev ekstremt vulgært og med dårlig smag. Hans liv blev en Las Vegas biografi. Jeg har intet imod Las Vegas men kun til udflugter, ikke hele ens eksistens.
Så er der selvølgelig selvhadet eller foragten, som hans selvpåførte efterfølgende mishandlinger indbefattede. Selvfølgelig ville de fleste af os, i det mindste på et tidspunkt, ønske at vi var blevet født under anderledes omstændigheder, med andre karakteristika, end dem vi faktisk blev født med: Men modenhed (ikke Jacksons stærke side, efter hvad der berettes) betyder, at man forsøger at få det bedste ud af den skæbne man har fået tildelt.
Nu vil jeg vende mig mod de læger der hjalp Jackson til at udleve sine barnlige og patologiske fantasier. Nu, ikke for at træde for meget i det, men så forekommer de mig at have handlet kriminelt. For pengenes skyld har de solgt deres professionelle etik, de vidste udmærket godt, hvad de burde gøre eller undlade at gøre.
Selvfølgelig vil de kunne sige, at jeg ikke kender sagen personligt; for eksempel at de blot fulgte hans ønsker, fordi de mente at han ville lide for meget, hvis de nægtede at føje hans ønsker. Dette rejser nogle vigtige emner i den medicinske etik.
Hovedkonceptet i den nuværende medicinske etik, er personlig selvbestemmelse. En person skal være fri til at bestemme hans livsbane, fri at vælge den vej han vil gå, uanset, hvor tåbelig den er. Derfor er professionel formynderi ikke tilladt. Hvis Jackson således ønskede at mishandle sig selv gennem efterfølgende operationer, og derved forvandle sig til et uhyre, var det ikke lægernes pligt at forhindre eller endog give ham tilskyndelser til ikke at gøre det. En ekstra pointe er, at han havde de finansielle midler til at betale for sin egen lemlæstelse, han krævede ikke offentlig understøttelse til det.
Det forekommer mig at være råt og forkert. Der er negativ og positiv selvbestemmelse, når det drejer sig om medicinsk behandling. Hvis jeg som læge siger til en patient "Jeg synes du skal tage disse piller" da har han helt klart en ret til ikke at følge mit råd, og jeg har ingen ret til at gennemtvinge det, uanset hvor åndssvagt jeg synes han handler ved ikke at tage dem. (En undtagelse der kan debatteres kan være i forbindelsen med en dødelig sygdom, selvom tvang sjældent virker selv her.)
Men det er ikke det samme som at patienten har en ret til, hvad han end vælger. Han kan for eksempel kræve behandling for en sygdom han ikke har, og det ville være uansvarligt som læge, hvis man blot føjede sig hans krav, fordi det ønskede han. Lægen skal overveje ikke kun ønsker hos patienten, men også patientens interesser.
For ikke så lang tid siden i Skotland var der en kirurg der blev kortvarigt berømt for sin villighed til at amputere benene af de få mennesker der krævede det af en seksuel årsag, enten personligt, eller for at de kunne gøre sig attraktive overfor det lille klientel der synes amputerede er så dejligt seksuelt attraktive.
Argumentet i hans favør var som følger. Nogle patienter ønsker en amputation så inderligt at, hvis de ikke finder en person der vil gøre det under betryggende medicinske forhold, så vil de selv gøre det ved at lægge sig på jernbaneskinnerne eller lignende med den yderste fare for deres liv. Eller hvis en person ikke får amputationen vil de tilbringe resten af livet som bitre og frustrede og vrede.
Ydermere ville kravene stige med efterspørgslen. Hvis kirurger blev enige om at udføre, hvad som helst patienter ønsker, så ville patienterne ønske mere og mere, og mere og mere bizarre ting.
Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar