Herbert Hoover's længe ventede Magnum Opus
Burton Folsom, Jr. & Anita Folsom
Den 31. præsidents hemmelige beretning om 2. Verdenskrig er nu tilgængelig
“Jeg har ikke så langt tilbage (med at skrive min Magnum Opus) og dette er det vigtigste arbejde jeg har tilbage i mit liv.”
Således skrev tidligere præsident Herbert Hoover i 1963, efter næsten
20 år at have arbejdet med sin hemmelige hisotrie om 2. Verdenskrig.
Under krigen så Hoover til i fortvivlelse, mens begivenhederne udviklede sig; han bestemte sig for at indsamle beviser for at afsløre den virkelige historie om en krig der blev håndteret elendigt -- fejltagelserne i statsmandslederskabet, de mistede muligheder for fred, og de katastrofale konsekvenser af denne mest ødelæggende krig i verdenshistorien. Dog trods anmodninger fra ivrige forlægger, udgav Hoover aldrig sin bog, mens han levede, og det ville hans familie heller ikke gøre efter hans død. Før nu.
Under krigen så Hoover til i fortvivlelse, mens begivenhederne udviklede sig; han bestemte sig for at indsamle beviser for at afsløre den virkelige historie om en krig der blev håndteret elendigt -- fejltagelserne i statsmandslederskabet, de mistede muligheder for fred, og de katastrofale konsekvenser af denne mest ødelæggende krig i verdenshistorien. Dog trods anmodninger fra ivrige forlægger, udgav Hoover aldrig sin bog, mens han levede, og det ville hans familie heller ikke gøre efter hans død. Før nu.
Vi
vil analysere indholdet af denne bemærkelsesværdige bog, men først,
hvad er historien bag? I 1933 forlod Hoover Det Hvide Hus, sønderbanket i
sit genvalg af Franklin Roosevelt. Hoover var en dygtig ingeniør i
Stanfords top afgangsklasse, havde været en verdensomrejsende, og en
statsmand af første klasse. Han tjente som Fødeadminstrator under
Woodrow Wilson under 1. Verdenskrig, og Handelsminister under Warren G.
Harding og Calvin Coolidge
Hoover var indflydelsesrig på verdens scene og en logisk kandidat for Republikanerne som nomineret som præsident i 1928. Hans lette sejr i det valg blev imidlertid fulgt af stressende, tilbageslag og Den Store Depression. Roosevelts triumf fire år senre var næppe overraskende, men Hoover forlod ikke pladsen stille og roligt. Efter et års tavshed skrev han Udfordring for Friheden, en skarp kritik af regeringens vækst under FDR. Seks år senere, forkastet af Roosevelt og ignoreret af Republikanerne betragtede Hoover at en “uundgåelig” anden verdenskrig var ved at dukke op, som ville involvere USA, og derpå erodere friheden og true med at ødelægge sejrherrerne såvel som de besejrede.
I 1944 begyndte Hoover at indsamle dokumenter der ville kunne hjælpe med at forklare årsagerne og konsekvenserne af det han betragtede som en krig der blev ført elendigt. Han begyndte med aviserne, og med tiden, føjede han beretninger om krigen til, som den blev genfortalt af de medvirkende. Derpå fulgte de sekundære kilder, bøger om Roosevelt, Harry Hopkins, Winston Churchill, Anthony Eden, og Josef Stalin. Hoovers Magnum Opus, som han kaldte den, var mere en passiv genfortælling om hvad der skete, fordi Hoover selv var direkte indblandet i krigshjælpen til Finland og Polen. Han skrev også breve til førende medspillere i krigen og udførte interviews med dem for at opdage sandheden om hvordan krigen var startet og udviklede sig.
Hoover gik ikke ind i arkiver, men han kendte nøglefigurerne over hele verden og forsøgte at benytte deres brevskrivning og samtaler for at udfylde huller. Således er bogen enestående - delvis primære kilder og delvis sekundære kilder. Næsten halvdelen af bogen er et genoptryk af dokumenter og breve som Hoover indsamlede.
I løbet af 1950’erne mens verdenskrigen stadig var et dominerende emne, søgte adskillige udgivere med stor ihærdighed, herunder Henry Regnery, at trykke Hoovers bog, men han tillod det ikke. Interessant nok var Hoover en arbejdsnarkomen og udgav sine memoirer og andre bøger om emner der strækker sig fra politik til lystfiskeri. For sin Magnum Opus, ansatte han imidlertid en del skrivere og forskere for at gå i dybden og derved svulmede manuskriptet op til 1400 tætskrevne sider. Man han udgav den aldrig.
George Nash, nationens mest fremtrædende lærde om Hoover, spekulerer forsigtig over om Hoover blev perfektionist, omskrev, redigerede, og tilføjede ny information om krigen når disse blev tilgængelige. Nash bemærker, at Hoover, hvis ry var blevet noget rettet op på i løbet af 1950’erne kunne have været tøvende for at lide en næsten sikker negativ reaktion som ville komme fra venner af FDR og interventionen.
Frygten for den negative reaktion havde muligvis indflydelse på hans arvingers beslutning om at lægge manuskriptet på hylden i 1964 efter Hoovers død. Måske plagede denne frygt også Hoover. I løbet af sin karriere, bør vi huske, at han ofte blev kritiseret bevidst for det han mente var rigtigt. For eksempel i 1932 konfronterede Hoover over 10000 eller deromkring veteraner der var draget til Washington D.C. for at lobbye for en særlig ydelse fra forbundsregeringen til de som havde tjent deres land i krig. Hoover og Senatet, sagde nej, og da mange veteraner ikke rejste hjem blev Hoover foruroliget over deres protester. Derpå, bekymret over muligheden for vold, da veteranerne slog lejr så nær ved Capitol, udsendte Hoover General Douglas MacArthur med tropper for at fjerne de hæse veteraner fra Capitol området. Men Hoover bad udtrykkeligt MacArthur om at benytte diplomati, ikke ildkraft. Af en eller anden grund angreb MacArthur veteranerne, sårede nogle, og jog med infanteri og kavaleri støttet af seks tanks dem hele vejen til Maryland.
Hoover var indflydelsesrig på verdens scene og en logisk kandidat for Republikanerne som nomineret som præsident i 1928. Hans lette sejr i det valg blev imidlertid fulgt af stressende, tilbageslag og Den Store Depression. Roosevelts triumf fire år senre var næppe overraskende, men Hoover forlod ikke pladsen stille og roligt. Efter et års tavshed skrev han Udfordring for Friheden, en skarp kritik af regeringens vækst under FDR. Seks år senere, forkastet af Roosevelt og ignoreret af Republikanerne betragtede Hoover at en “uundgåelig” anden verdenskrig var ved at dukke op, som ville involvere USA, og derpå erodere friheden og true med at ødelægge sejrherrerne såvel som de besejrede.
I 1944 begyndte Hoover at indsamle dokumenter der ville kunne hjælpe med at forklare årsagerne og konsekvenserne af det han betragtede som en krig der blev ført elendigt. Han begyndte med aviserne, og med tiden, føjede han beretninger om krigen til, som den blev genfortalt af de medvirkende. Derpå fulgte de sekundære kilder, bøger om Roosevelt, Harry Hopkins, Winston Churchill, Anthony Eden, og Josef Stalin. Hoovers Magnum Opus, som han kaldte den, var mere en passiv genfortælling om hvad der skete, fordi Hoover selv var direkte indblandet i krigshjælpen til Finland og Polen. Han skrev også breve til førende medspillere i krigen og udførte interviews med dem for at opdage sandheden om hvordan krigen var startet og udviklede sig.
Hoover gik ikke ind i arkiver, men han kendte nøglefigurerne over hele verden og forsøgte at benytte deres brevskrivning og samtaler for at udfylde huller. Således er bogen enestående - delvis primære kilder og delvis sekundære kilder. Næsten halvdelen af bogen er et genoptryk af dokumenter og breve som Hoover indsamlede.
I løbet af 1950’erne mens verdenskrigen stadig var et dominerende emne, søgte adskillige udgivere med stor ihærdighed, herunder Henry Regnery, at trykke Hoovers bog, men han tillod det ikke. Interessant nok var Hoover en arbejdsnarkomen og udgav sine memoirer og andre bøger om emner der strækker sig fra politik til lystfiskeri. For sin Magnum Opus, ansatte han imidlertid en del skrivere og forskere for at gå i dybden og derved svulmede manuskriptet op til 1400 tætskrevne sider. Man han udgav den aldrig.
George Nash, nationens mest fremtrædende lærde om Hoover, spekulerer forsigtig over om Hoover blev perfektionist, omskrev, redigerede, og tilføjede ny information om krigen når disse blev tilgængelige. Nash bemærker, at Hoover, hvis ry var blevet noget rettet op på i løbet af 1950’erne kunne have været tøvende for at lide en næsten sikker negativ reaktion som ville komme fra venner af FDR og interventionen.
Frygten for den negative reaktion havde muligvis indflydelse på hans arvingers beslutning om at lægge manuskriptet på hylden i 1964 efter Hoovers død. Måske plagede denne frygt også Hoover. I løbet af sin karriere, bør vi huske, at han ofte blev kritiseret bevidst for det han mente var rigtigt. For eksempel i 1932 konfronterede Hoover over 10000 eller deromkring veteraner der var draget til Washington D.C. for at lobbye for en særlig ydelse fra forbundsregeringen til de som havde tjent deres land i krig. Hoover og Senatet, sagde nej, og da mange veteraner ikke rejste hjem blev Hoover foruroliget over deres protester. Derpå, bekymret over muligheden for vold, da veteranerne slog lejr så nær ved Capitol, udsendte Hoover General Douglas MacArthur med tropper for at fjerne de hæse veteraner fra Capitol området. Men Hoover bad udtrykkeligt MacArthur om at benytte diplomati, ikke ildkraft. Af en eller anden grund angreb MacArthur veteranerne, sårede nogle, og jog med infanteri og kavaleri støttet af seks tanks dem hele vejen til Maryland.
MacArthur’s opbud mod veteranerne
Pressen
hudflettede Hoover, men præsidenten påtog sig det fulde ansvar og var
lamlsået over MacArthurs ulydighed. Pligten sejrede over politisk
egeninteresse. Og det skete midt i Hoovers genvalgskampagne.
Da Roosevelt, hørte om veteranerne ydmygelser meddelte han, som det er blevet fortalt til Felix Frankfurter, “Nuvel Felix, dette får mig valgt!”
Den mand der måtte lide under en sådan kritik ville helt sikkert ikke krybe for kritik der ville fejlbeskrive historien om 2. Verdenskrig. Men så dog alligevel. I 1952, med Hoovers rygte på vej op igen, udgav han et bind af sine erindringer som præsident, og for første gang afslørede hans MacArthurs medskyldighed. Historiekerne måtte nu blive tvunget til at skrive at Hoover ingen skyld havde i massakren på veteranerne. På omtrent samme tidspunkt, da Hoover dadlede MacArthur nægtede han at udgive sin sensationelle, men kontroversielle historie om 2. Verdenskrig.
Måske da Hoover nærmede sig de 80 blev hans bekymring om sit eftermæle noget der overskyggede hans bekymring over hans analyser af krigstiden.
Uanset hvad har Hoover Instituion endelig udgivet Hoovers bemærkelsesværdige bog. Den fik oprindeligt titlen Lost Statesmanship, men Hoover ændrede den til Freedom Betrayed.
George Nash har med udsøgt omhyggelighed redigeret bogen og givet en lang og fremragende introduktion til den. Hoover organiserede sin bog kronologisk i tre “bind.” Første bind dækkede krigsudbruddet i Europa indtil japanerne bombede Pearl Harbor. Andet bind har centrum på selve krigen, med fokus på de politiske forhandlinger og de Allieredes konferencer. Tredje bind omfatter særstudier af Polen, Kina, Korea og Tyskland under og efter krigen. I afslutningen er et tilæg med udvalgte dokumenter der har relation til Hoovers forskning og til selve krigen.
Hoovers bog er virkelig kontroversiel, fordi de fleste historier om 2. Verdenskrig påpeger det positive - Hitlers fald, De Allieredes triumf, og skabelsen af et Forenede Nationer bagefter til at bevare og styrke freden efter våbnene blev tavse. Disse historikere kalder det “den gode krig”: USA blev endelig voksen som en nation blandt nationerne, holdt inde med sin isolationisme og gik foran i krigsbestræbelsen, med grundlæggelse af FN bagefter.
Sandt nok viste freden sig skrøbelig. Russernes aggressive march ind i Østeuropa, Den Kolde Krig bryder ud, og en ny “begrænset krig” kommer i Korea. Men det var ikke FDR og andres fejl, de som kæmpede den gode krig, vandt den, og forsøgte at give freden videre til næste generation.
Freedom Betrayed stiller spørgsmål til dette populære synspunkt på næsten alle områder. Hoover argumenterer for at en storkrig kunne være undgået, og skulle have udspillet sig med meget mindre skade. Hitler var selvfølgelig en farlig tyran, men hans evne til at ekspandere var begrænset. USA, især var ikke i fare -- hvis Hitler ikke kunne erobre Storbritannien blive 35 kilometer over Den Engelske Kanal, sagde Hoover spydigt, så ville han helt sikkert ikke kunne bringe sin 2. klasses flåde over Atlanten og udfordre Nord- og Sydamerika. Endog meget af Europa ville have været i sikkerhed. Premierminister Neville Chamberlain, understregede Hoover, skulle aldrig have garanteret hjælp til Polen mod et tysk angreb. Med tiden ville Tyskland og Rusland have været de førende krigsnationer. “Vi skulle have ladet disse to hunde udslette sig selv,” sagde Hoover privat efter krigen.
Hoover udpeger især FDR for en særlig skyld. Han blev en krigshøg i 1939 “for at aflede den offentlige opmærksomhed på at New Deal var en fiasko....” Derpå lod han som om han var Fredens Kandidat for at vinde sig en tredje periode i 1940. Men efter han var blevet sikkert valgt, “ændrede tonen sig; der var ikke længere nogen løfter om ‘ingen krig’ at dæmme op for. Snarere modsat, snart efter i 1941 begyndte en række provokationer og handlinger fra administrationen der var med til en uerklæret krig mod Tyskland, og nogle få måneder senere mod Japan.”(Læs denne på synopsis)
Da Roosevelt, hørte om veteranerne ydmygelser meddelte han, som det er blevet fortalt til Felix Frankfurter, “Nuvel Felix, dette får mig valgt!”
Den mand der måtte lide under en sådan kritik ville helt sikkert ikke krybe for kritik der ville fejlbeskrive historien om 2. Verdenskrig. Men så dog alligevel. I 1952, med Hoovers rygte på vej op igen, udgav han et bind af sine erindringer som præsident, og for første gang afslørede hans MacArthurs medskyldighed. Historiekerne måtte nu blive tvunget til at skrive at Hoover ingen skyld havde i massakren på veteranerne. På omtrent samme tidspunkt, da Hoover dadlede MacArthur nægtede han at udgive sin sensationelle, men kontroversielle historie om 2. Verdenskrig.
Måske da Hoover nærmede sig de 80 blev hans bekymring om sit eftermæle noget der overskyggede hans bekymring over hans analyser af krigstiden.
Uanset hvad har Hoover Instituion endelig udgivet Hoovers bemærkelsesværdige bog. Den fik oprindeligt titlen Lost Statesmanship, men Hoover ændrede den til Freedom Betrayed.
George Nash har med udsøgt omhyggelighed redigeret bogen og givet en lang og fremragende introduktion til den. Hoover organiserede sin bog kronologisk i tre “bind.” Første bind dækkede krigsudbruddet i Europa indtil japanerne bombede Pearl Harbor. Andet bind har centrum på selve krigen, med fokus på de politiske forhandlinger og de Allieredes konferencer. Tredje bind omfatter særstudier af Polen, Kina, Korea og Tyskland under og efter krigen. I afslutningen er et tilæg med udvalgte dokumenter der har relation til Hoovers forskning og til selve krigen.
Hoovers bog er virkelig kontroversiel, fordi de fleste historier om 2. Verdenskrig påpeger det positive - Hitlers fald, De Allieredes triumf, og skabelsen af et Forenede Nationer bagefter til at bevare og styrke freden efter våbnene blev tavse. Disse historikere kalder det “den gode krig”: USA blev endelig voksen som en nation blandt nationerne, holdt inde med sin isolationisme og gik foran i krigsbestræbelsen, med grundlæggelse af FN bagefter.
Sandt nok viste freden sig skrøbelig. Russernes aggressive march ind i Østeuropa, Den Kolde Krig bryder ud, og en ny “begrænset krig” kommer i Korea. Men det var ikke FDR og andres fejl, de som kæmpede den gode krig, vandt den, og forsøgte at give freden videre til næste generation.
Freedom Betrayed stiller spørgsmål til dette populære synspunkt på næsten alle områder. Hoover argumenterer for at en storkrig kunne være undgået, og skulle have udspillet sig med meget mindre skade. Hitler var selvfølgelig en farlig tyran, men hans evne til at ekspandere var begrænset. USA, især var ikke i fare -- hvis Hitler ikke kunne erobre Storbritannien blive 35 kilometer over Den Engelske Kanal, sagde Hoover spydigt, så ville han helt sikkert ikke kunne bringe sin 2. klasses flåde over Atlanten og udfordre Nord- og Sydamerika. Endog meget af Europa ville have været i sikkerhed. Premierminister Neville Chamberlain, understregede Hoover, skulle aldrig have garanteret hjælp til Polen mod et tysk angreb. Med tiden ville Tyskland og Rusland have været de førende krigsnationer. “Vi skulle have ladet disse to hunde udslette sig selv,” sagde Hoover privat efter krigen.
Hoover udpeger især FDR for en særlig skyld. Han blev en krigshøg i 1939 “for at aflede den offentlige opmærksomhed på at New Deal var en fiasko....” Derpå lod han som om han var Fredens Kandidat for at vinde sig en tredje periode i 1940. Men efter han var blevet sikkert valgt, “ændrede tonen sig; der var ikke længere nogen løfter om ‘ingen krig’ at dæmme op for. Snarere modsat, snart efter i 1941 begyndte en række provokationer og handlinger fra administrationen der var med til en uerklæret krig mod Tyskland, og nogle få måneder senere mod Japan.”(Læs denne på synopsis)
Denne yderst spændende pamflet kan læses i sin helhed her: http://rationalrevolution.net/special/library/roosevelt_death.htm
(synopsis oplysning)
I særlig grad skubbede FDR på for Lend-Lease Loven
der gav ham ekstra forfatningsmæssig myndighed til at udskibe våben til
England; snart efter, mod egne løfter, lod præsidenten britiske skibe i
konvoj opsamle og levere mængder af militær udstyr fra USA. Præsidenten
provokerede også japanerne ved at nægte en handel med olie og
affaldsjern med dem. Hoover mener at FDR forkludrede tingene ved at give
‘lokkemad’ til det ødelæggende angreb på Pearl Harbor ved at sende så
mange kampfly og antiluftskyts til udenlandske regeringer gennem Lend-Lease, og således efterlade Hawaii uden midlerne til et tilstrækkeligt forsvar.
Hans tale i Boston 1940 hvor han lover ikke at sende amerikanske drenge i krig kan læses her: http://www.commandposts.com/2011/10/from-the-president-your-boys-are-not-going-to-be-sent-into-any-foreign-wars/
Hoover var især fortørnet over FDR’s beslutning om at give milliarder af dollars i Lend-Lease hjælp til Sovjetunionen, “et af de mest blodige tyrannier og terrorregimer der nogen sinde er fremstået i historien.” Som Hoover sagde på den tid, “At gå ind i krigen sammen med Stalin for at indføre frihed er en gåde.”
Efter krigen benyttede Stalin amerikanske fly, våben, brændstof og fødevarer for at erobre Østeuropa. Ydermere, da Roosevelt støttede “betingelsesløs overgivelse” af tyskerne, så gav han dem incitamentet til at kæmpe til døden, og strakte derfor krigen unødvendigt, hvilket kostede tusinder af amerikanere livet.
Hoover betragtede ikke kun 2. Verdenskrig men krig generelt meget anderledes end Roosevelt. For eksempel var Hoover frastødt af krig - og så på første hånd de sønderlemmende virkninger på alle der var med. Under præsident Wilson besøgte Hoover Europa regelmæssigt under 1. Verdenskrig. Han stod for fødevarehjælp og andre hjælpe bestræbelser over hele Europa, men var altid dybt sørgmodig over krigens ødelæggelser.
Udover ødelæggelsen af ejendom og liv, og også den “åndelige nedværdigelse,” studerede Hoover de økonomiske byrder. I for eksempel USA, øgedes den nationale gæld fra 1,2 milliard dollars i 1916 til 24 milliarder i 1920. Det inkluderede næsten 10 milliarder i lån til europæiske lande, hvoraf næsten ingen (undtagen Finland) betalte tilbage. Skatteraterne på indkomsten skød i vejret fra 7% i 1913 til 73% i 1921, da Hoover blev Handelsminister. “De som ville have os i krig igen for at redde demokratiet,” citerer George Nash, Hoover for at sige i 1938, “burde være noget eftertænksomme om sandsynligheden for at vi ville komme ud af en hvilken som helst sådan kamp som selv værende despoter.”
Hoovers frygt blev delvist realiseret da Amerika gik ind i 2. Verdenskrig. Franklin Roosevelt benyttede krigstidens behov for hjælp til at blive en imperie præsident; gennem særlige beføjelser fik han magt til at lukke enhver børs, give ordre til militæret om at overtage enhver ejendom, uanset tarifferne, og kontrollere radiostationerne.
FDR's War Production Board (WPB) stod for tildelingen af råmaterialer og brændstof under krigen til alle segmenter af økonomien. Roosevelt oprettede også dusinvis af regulerende bureauer, og det amerikanske folk gik i det store og hele med på legen og disse indskrænkelser af deres friheder med den patriotiske indstillng af “lad os vinde krigen!”
Hans tale i Boston 1940 hvor han lover ikke at sende amerikanske drenge i krig kan læses her: http://www.commandposts.com/2011/10/from-the-president-your-boys-are-not-going-to-be-sent-into-any-foreign-wars/
Hoover var især fortørnet over FDR’s beslutning om at give milliarder af dollars i Lend-Lease hjælp til Sovjetunionen, “et af de mest blodige tyrannier og terrorregimer der nogen sinde er fremstået i historien.” Som Hoover sagde på den tid, “At gå ind i krigen sammen med Stalin for at indføre frihed er en gåde.”
Efter krigen benyttede Stalin amerikanske fly, våben, brændstof og fødevarer for at erobre Østeuropa. Ydermere, da Roosevelt støttede “betingelsesløs overgivelse” af tyskerne, så gav han dem incitamentet til at kæmpe til døden, og strakte derfor krigen unødvendigt, hvilket kostede tusinder af amerikanere livet.
Hoover betragtede ikke kun 2. Verdenskrig men krig generelt meget anderledes end Roosevelt. For eksempel var Hoover frastødt af krig - og så på første hånd de sønderlemmende virkninger på alle der var med. Under præsident Wilson besøgte Hoover Europa regelmæssigt under 1. Verdenskrig. Han stod for fødevarehjælp og andre hjælpe bestræbelser over hele Europa, men var altid dybt sørgmodig over krigens ødelæggelser.
Udover ødelæggelsen af ejendom og liv, og også den “åndelige nedværdigelse,” studerede Hoover de økonomiske byrder. I for eksempel USA, øgedes den nationale gæld fra 1,2 milliard dollars i 1916 til 24 milliarder i 1920. Det inkluderede næsten 10 milliarder i lån til europæiske lande, hvoraf næsten ingen (undtagen Finland) betalte tilbage. Skatteraterne på indkomsten skød i vejret fra 7% i 1913 til 73% i 1921, da Hoover blev Handelsminister. “De som ville have os i krig igen for at redde demokratiet,” citerer George Nash, Hoover for at sige i 1938, “burde være noget eftertænksomme om sandsynligheden for at vi ville komme ud af en hvilken som helst sådan kamp som selv værende despoter.”
Hoovers frygt blev delvist realiseret da Amerika gik ind i 2. Verdenskrig. Franklin Roosevelt benyttede krigstidens behov for hjælp til at blive en imperie præsident; gennem særlige beføjelser fik han magt til at lukke enhver børs, give ordre til militæret om at overtage enhver ejendom, uanset tarifferne, og kontrollere radiostationerne.
FDR's War Production Board (WPB) stod for tildelingen af råmaterialer og brændstof under krigen til alle segmenter af økonomien. Roosevelt oprettede også dusinvis af regulerende bureauer, og det amerikanske folk gik i det store og hele med på legen og disse indskrænkelser af deres friheder med den patriotiske indstillng af “lad os vinde krigen!”
Roosevelt
gav også stødet til at få amerikanere af japansk herkomst interneret i
lejre, selvom J. Edgar Hoover fra FBI fandt at japanerne på Vestkysten
ikke var nogen trussel for den nationale sikkerhed. FDR vidste at han
ville få stemmer i Californien og andre stater ved et sådant træk.
Med hensyn til skatterne udvidede Roosevelt indkomstskatten indtil 65% af amerikanerne betalte til regeringens skattekister i 1943. Før 2. Verdenskrig var det blot 5% af amerikanerne der i det hele taget betalte indkomstskat.
For Roosevelt var 2. Verdenskrig en enestående og fristende chance for at centralisere myndighed og omforme verden -- et noget anderledes syn end Herbert Hoovers. Roosevelt havde ingen kampplads erfaring, og så kun 2. Verdenskrig kamppladserne når slagene var overstået. Som vi påpeger i FDR Goes to War, overdrev Roosevelt sine resultater som vicekrigsminister under Wilson. Da han førte kampagne som vicepræsident i 1920, for eksempel, pralede han overfor til forsamlinger med at han skrev Haiti’s forfatning, - men han havde aldrig været på Haiti, ejheller havde han nogen andel i landets forfatning.
I 1942, som præsident fortalte han Churchill at han (Roosevelt) “personligt kunne håndtere Stalin, bedre end både din og min udenrigsminister.” Det samme år, som Hoover erfarede, fortalte han General John J. Pershing, at han (Roosevelt) var bedre informeret om krigsstrategien end nogen anden i Hæren “herunder Dem, General.”
Roosevelt troede han kunne charmere Stalin, lede de Allierede til sejr, og derpå, med Stalins hjælp oprette De Forenede Nationer og skabe verdensfred for en generation. Således var det for Roosevelt, der så ivrigt gik ind i og kæmpede 2. Verdenskrig, en lille pris at betale for så stor en belønning.
Som kontrast så Hoover ødelæggelsen og blodsudgydelserne. Hoover, altid en humanist, forsøgte at hjælpe krigsflygtninge fra 2. Verdenskrigs tidligste dage. I 1940, endog før USA gik ind i krigen rettede han opmærksomheden på en plan for at bragt mad til de sultende masser i Polen; hans plan blev afvist af briterne og andre magter, fordi sådanne forsyninger blot ville ende hos nazisterne. Hoovers plan viste at han til tider virkelig kunne være godtroende, men han var også en større realist end Franklin Roosevelt om krigens ultimative omkostning. “Jeg var imod krigen, og hvert eneste skridt i politikken i den,” skriver han i Freedom Betrayed.
Han var endog imod kastningen af atombomberne i Japan i slutningen af krigen. “Jeg har ingen undskyldninger, intet at fortryde.” Han tilføjede, “Sejrherrerne i moderne krig er i virkeligheden de besejrede.”
Nu da vi befinder os 70 år efter 2. Verdenskrig kan historikerne indtage den holdning at de kan betragte både Herbert Hoover og FDR mere afbalanceret. Under Hoovers levetid, var han som fastlåst i sin fiasko med at klare den finansielle krise der gik over til Den Store Depression. Meget af det var hans egen fejl. For eksempel underskrev han, trods rådgivning fra tusinder af økonomer, en lov der var meget restriktiv - Smoot-Hawley Tariff. Nationerne i Europa nægtede at købe amerikansk, hvis USA ikke ville købe europæisk. Faktisk var Smoot-Hawley, de højeste afgifter i U.S. historien og gav England og Frankrig den perfekte undskyldning for at indstille tilbagebetalingen af deres gæld til USA: Hvis amerikanerne ikke vil importere vore produkter, hvordan kan vi så få penge til at tilbagebetale det vi skylder dem fra 1. Verdenskrig.
Med hensyn til skatterne udvidede Roosevelt indkomstskatten indtil 65% af amerikanerne betalte til regeringens skattekister i 1943. Før 2. Verdenskrig var det blot 5% af amerikanerne der i det hele taget betalte indkomstskat.
For Roosevelt var 2. Verdenskrig en enestående og fristende chance for at centralisere myndighed og omforme verden -- et noget anderledes syn end Herbert Hoovers. Roosevelt havde ingen kampplads erfaring, og så kun 2. Verdenskrig kamppladserne når slagene var overstået. Som vi påpeger i FDR Goes to War, overdrev Roosevelt sine resultater som vicekrigsminister under Wilson. Da han førte kampagne som vicepræsident i 1920, for eksempel, pralede han overfor til forsamlinger med at han skrev Haiti’s forfatning, - men han havde aldrig været på Haiti, ejheller havde han nogen andel i landets forfatning.
I 1942, som præsident fortalte han Churchill at han (Roosevelt) “personligt kunne håndtere Stalin, bedre end både din og min udenrigsminister.” Det samme år, som Hoover erfarede, fortalte han General John J. Pershing, at han (Roosevelt) var bedre informeret om krigsstrategien end nogen anden i Hæren “herunder Dem, General.”
Roosevelt troede han kunne charmere Stalin, lede de Allierede til sejr, og derpå, med Stalins hjælp oprette De Forenede Nationer og skabe verdensfred for en generation. Således var det for Roosevelt, der så ivrigt gik ind i og kæmpede 2. Verdenskrig, en lille pris at betale for så stor en belønning.
Som kontrast så Hoover ødelæggelsen og blodsudgydelserne. Hoover, altid en humanist, forsøgte at hjælpe krigsflygtninge fra 2. Verdenskrigs tidligste dage. I 1940, endog før USA gik ind i krigen rettede han opmærksomheden på en plan for at bragt mad til de sultende masser i Polen; hans plan blev afvist af briterne og andre magter, fordi sådanne forsyninger blot ville ende hos nazisterne. Hoovers plan viste at han til tider virkelig kunne være godtroende, men han var også en større realist end Franklin Roosevelt om krigens ultimative omkostning. “Jeg var imod krigen, og hvert eneste skridt i politikken i den,” skriver han i Freedom Betrayed.
Han var endog imod kastningen af atombomberne i Japan i slutningen af krigen. “Jeg har ingen undskyldninger, intet at fortryde.” Han tilføjede, “Sejrherrerne i moderne krig er i virkeligheden de besejrede.”
Nu da vi befinder os 70 år efter 2. Verdenskrig kan historikerne indtage den holdning at de kan betragte både Herbert Hoover og FDR mere afbalanceret. Under Hoovers levetid, var han som fastlåst i sin fiasko med at klare den finansielle krise der gik over til Den Store Depression. Meget af det var hans egen fejl. For eksempel underskrev han, trods rådgivning fra tusinder af økonomer, en lov der var meget restriktiv - Smoot-Hawley Tariff. Nationerne i Europa nægtede at købe amerikansk, hvis USA ikke ville købe europæisk. Faktisk var Smoot-Hawley, de højeste afgifter i U.S. historien og gav England og Frankrig den perfekte undskyldning for at indstille tilbagebetalingen af deres gæld til USA: Hvis amerikanerne ikke vil importere vore produkter, hvordan kan vi så få penge til at tilbagebetale det vi skylder dem fra 1. Verdenskrig.
Efter
et mislykket præsidentskab blev Hoovers holdninger til såvel udenrigs-
som indenrigspolitik latterliggjort og pakket sammen; FDR ignorerede
ham. Da
Truman overtog embedet mødtes han med Hoover og udpegede ham til at
lede fødevarehjælpen for Europa. Hoover hjalp med til at brødføde
millioner af hungrende europæere med gratis amerikansk mad efter krigen.
Historikerne har imidlertid malet et billede af Hoover som en kold,
fjern præsident, et gennemført forkert billede af den humanitære
velgører han var efter begge verdenskrige.
I kølvandet på Den Kolde Krig, der hurtigt fulgte ovenpå 2. Verdenskrig, og manglen på succes for USA i krigene i Korea, Vietnam og Irak, er verden muligvis mere beredt til Hoovers Magnum Opus. Freedom Betrayed, er måske ikke blevet bedre med alderen, men amerikanerne i dag kan muligvis være mere villige til at tro det, end de var under Hoovers sidste år.
I kølvandet på Den Kolde Krig, der hurtigt fulgte ovenpå 2. Verdenskrig, og manglen på succes for USA i krigene i Korea, Vietnam og Irak, er verden muligvis mere beredt til Hoovers Magnum Opus. Freedom Betrayed, er måske ikke blevet bedre med alderen, men amerikanerne i dag kan muligvis være mere villige til at tro det, end de var under Hoovers sidste år.
About the Author
Burton Folsom, Jr. is professor of history at Hillsdale College and author of New Deal or Raw Deal? (Simon & Schuster, 2008). His new book, co-authored with Anita Folsom, is FDR Goes to War: How Expanded Executive Power, Spiraling National Debt, and Restricted Civil Liberties Shaped Wartime America (Simon & Schuster, 2011).
Anita Folsom works at Hillsdale College and is co-author of FDR Goes to War: How Expanded Executive Power, Spiraling National Debt, and Restricted Civil Liberties Shaped Wartime America (Simon & Schuster, 2011).
Alle billeder og ekstra oplysninger af synopsis-olsen
Freedom Betrayed: Herbert Hoover's Secret History of the Second World War and Its Aftermath
Edited with an introduction by George H. Nash
(Hoover Institution Press, cxx + 957 pages, $49.95)
(Kan købes for 43,19 euros hos bookdepository.uk (synopsis-kommentar))
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar