tirsdag den 18. december 2012

Atombomben og Sandhedsbomben

Atombomben og Sandhedsbomben



2. Verdenskrig er unik af mange årsager. En af dem er at den afslørede venstrefløjens dobbeltspil og deres udprægede mangel på konsekvens. Før John Kerry var for Irak Krigen var han imod den og venstrefløjen for 2. Verdenskrig før den var  imod den, før den var for den, indtil den var for den igen.

Venstrefløjen var for krig før Stalin underskret en pagt med Hitler. Man var voldsomt mod krig da Hitler og Stalin spillede på samme hold. Da Hitler igangsatte et overraskelsesangreb på Sovjet, så var man endog meget højlydt for krig.

Og da krigen nærmede sig sin afslutning, og Stalin standsede op for at tænke på overlevelse og begyndte at se sig om efter metoder til at udnytte sine territoriale gevinster ved krigen, så faldt venstrefløjen tilbage i den forudsigelige rytme med vejrhaneri sammen med den kolde vind fra Moskva, og var så igen mod krigen.

Eller snarere mod besættelse af Europa, mod Marshall Planen og mod atombomben. Denne holdning hos den gamle venstrefløj med dens dybrøde kommunistiske sympatier pulser kraftigt igennem Oliver Stones propagandaserie, “Den ikke fortalte historie om United States.” 
 

Den tredje del af serien, “Bomben” arbejder på at gøre det at benytte atomvåben mod Japan helt unødvendigt, fordi en Sovjet invasion ville have tvunget Japan til overgivelse, og dermed ført til langt færre tab af liv.

Lad os formode vi antager dette med et åbent ansigt, så er det dog i bedste fald uklart om Hiroshima og Nagasaki eller en Sovjet invasion ville have ført til et højere tabstal blandt civile. Jovist så ville en atombombe, ulig Den Røde Hær, ikke voldtage millioner af kvinder. Og ved at se på kommunistiske lande i Asien som Kina og Nordkorea så kan det ikke være svært at forestille sig at en Sovjet besættelse af blot en del af Japan ville have ført til en langt højere andel af tilskadekomne end det at kaste bomben.

Men Oliver Stone, som resten af venstrefløjens historierevisionister er sådan set fuldstændig ligeglad med de civile japanere. Stalin havde dræbt langt flere mennesker, russere og ikke-russere, end nogen atombombe tilsammen. Når det drejer sig om et kynisk magtspil, da sultede Sovjet millioner til døde, og man ville have sultet endnu flere til døde efter den samme dominans som Stone og Kuznick anklager Truman for.

Stone og hans kollaboratør Peter Kuznich genopliver den trættende myte med et heroisk Sovjetunionen der står alene mod Hitler, blot for at blive modarbejdet og svigtet af de amerikanske og britiske imperialister. Det at kaste atombomben er altså den originale synd der igangsætter Den Kolde Krig, der igen fører os til Vietnam og til droner i himlen over Pakistan.

Men den fortælling er en vuggevise der kan synges for småbørn iført røde bleer før de skal sove og drømme om henrettelsespelotoner og at storme Vinterpaladset.
Sovjetunionen gik sammen med Nazi Tyskland, fordi begge imperier delte den samme dagsorden med at opdele og overtage Østeuropas lande der ellers var under Veseuropæisk beskyttelse. Stalin stolede så meget på Hitler at han nægtede at lytte til efterretningsrapporter der fremlagde Naziplanerne for en invasion. Og da Sovjet imperialismen ramte Stalin som et hammerslag, blev han tvunget til at vende sig mod Vesten for hjælp. Vesten sendte enorme mængder af hjælp der gik fra jeeps til dåsekonserves til en halv million støvler til soldaterne i Den Røde Hær.

Oliver Stone følger venstrefløjens spilleregler med at overdrive de russiske tab på Østfronten og stille dem i kontrast til de amerikanske tab. Det han udelader er at de russiske tab var så høje fordi Sovjetunionen nærmest inviterede Nazityskland ind i sin baghave, man udrensede egne generaler og kastede derpå store enheder af uforberedte og sommetider, ubevæbnede soldater ind i kampen til nedslagtninger der gjorde den tyske fremrykning langsommere ved de mange lig.

På Stillehavsfronten var der mere end rigeligt af udgydt amerikansk blod og de brutale kampe om Iwo Jima klargjorde den uundgåelige omstændighed at en invasion af Japan ville føre til helt uacceptabel tab af menneskeliv. .

Venstrefløjen havde en løsning på dette. Lad russerne udføre arbejdet. Sovjetunionen havde været villig til sådan at kaste hundredtusindvis af mænd i grams uden forbehiold. Den Røde Hær ville skulle udføre det beskidte arbejde som United States ikke var klar til og Japan ville være blevet til endnu et Nordkorea; massevis af bunker af lig, og en kz-lignende stat for et ukendt antal generationer.
Soviet erobringer i Nordøstasien august 1945.

United States skulle altså bringe sin suveræne ildkraft til hvile i Europa og Asien og så overlade sejrens rester til Sovjetunionen. Og mens kommunisterne virkelig fik Kina, og Østeuropa så forblev de så bittert vrede over de blev nægtet Grækenland, Italien, Tyskland, Frankrig og Japan. Ved den handling så de altså oprindelsen til Den Kolde Krig - verden blev ikke overdraget dem.

“Den ikke fortalte historie om United States” benytter det samme Sovjet perspektiv i “Bomben” som man gjorde i de tidligere episoder. Man placerer skylden for sammenbrudddet i forholdet til en storhedsvanvittig Sovjet diktator, der var lige så kugleskør og morderisk som Hitler, på United States. Man opbygger en konspirationsteori om amerikanske planer om at dominere efterkrigstiden, på en tid da United States tillod at Østeuropa og Kina faldt i kommunisternes hænder.

Stones ikke-fortalte historie er ikke blot revisionistisk; det er en 70 år gammel revisionisme fra et regime og en ideologi der på alle måder var lige så afskyelig som nazismen. Det er revisionistiske historie om Den Kolde Krigs agressive magt der var på udkig efter retroaktivt at retfærdiggøre sin agression mod den frie verden ved at anklage den frie verdens førende nation, den nation der havde fodret og givet forsyninger til dens soldater, for at konspirere mod dem.

Ligesom William Carlos Williams røde trillebør, så er al denne ophobning af elendig historie bygget op om Henry Wallace, FDR’s vicepræsident og på den tid en Sovjet nyttig tåbe. Stone er besat med at forestille sig en anden politik der ville være ført til at Wallace og ikke Truman var blevet præsident. Der er blot et lille problem med det. Wallace fandt nemlig, selvom han var blevet narret af Sovjetunionen, med tiden ud af hvad der var sandheden. 
 

I 1952 skrev Wallace en artikel med titlen, “Der hvor jeg tog fejl,” hvori han sagde at “Før 1949 mente jeg Rusland virkelig ønskede og havde brug for fred. Efter 1949, ækledes jeg mere og mere over Sovets metoder og til sidste blev jeg overbevist at Politbureauet ønskede Den Kolde Krig fortsatte trods faren for at den kunne fremprovoker en Varm Krig. “.....

“Når jeg nu ser tilbage på de sidste 10 år føler jeg nu at min største fejltagelse var i ikke at sige fra over Kommunisterne overtagelse af Tjekkoslovakiet i februar 1948.... jeg tog fejl i min analyse da jeg ikke tog den hensynsløse natur hos de russisk-trænede kommunister i betragtning, hvis eneste formål var at gøre Tjekkoslovakiet helt og aldeles underlagt Moskva.”

Henry Wallace lærte af sine fejl. 60 år senere gælder det ikke Oliver Stone.

“Amerikanerne kender ikke historien” sagde Peter Kuznick i et interview “og historien de kender er i det store og hele forkert.” Kuznicks ytring er langt sandere når det drejer sig om ham selv og Oliver Stone. Deres bastardafkom, “Den ikke fortalte historie om United States,”  som dem, kender ikke meget til historien, og hvad den kender til er for det meste helt forkert.  
 
About Daniel Greenfield
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.

http://frontpagemag.com/2012/dgreenfield/the-atom-bomb-and-the-truth-bomb/

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails