Lande tegnet på bagsiden af en kuvert - Paris Traktaten 1919 -

Lande tegnet på bagsiden af en kuvert

       

James Longstreet

                                       

       

Paris Traktaten 1919.

Efter rigtig megen rivalisering og intense forhandlinger kom man langt om længe til en løsning på hvordan freden kunne indføres i Europa efter 1. Verdenskrig. Gennemarbejdet, og hele tiden lavet om og trukket i langddrag, havde medført at triaden bestående af David Lloyd George (United Kingdom), Woodrow Wilson (United States) , og Georges Clemenceau (France), var slidt helt op og udkørte.

Wilson - Clemenceau og Lloyd George

Det som nu stod tilbage var, hvordan man skulle ‘fordele’ Mellemøsten. Hastværk er lastværk og dette område med det Osmanniske Imperium og Mellemøsten var helt klart noget man ikke anså som særligt vigtigt og derfor fik området ikke den opmærksomhed og interesse af de dødtrætte diplomater som det retteligen burde have haft. .

Lande blev ‘konstrueret’ med ikke tilstrækkelig hensyn til de religiøse tilhørsforhold. Sunnier, Shiiter og Kurdere blev klumpet sammen, mens olierige regioner og havnebyer fik større prioritet.

Den store opsplitter/forener, Religion, synes ikke at være blevet givet tilstrækkelig med vægt. Fremtiden for Libyen, Syrien, Kuwait, Irak og andre nationer lå i hænderne på krigstrætte og forhandlingsudmattede magter.

Nu hurtigt til vor tid.

I dag er det blevet soleklart at Mellemøsten er en heksekedel, og ‘brygget’ er religiøse tilknytninger der er århundredgamle. De påtvungne og plagede grænser fra Paris Traktaten, de som delte Mellemøsten op i småbidder har vist sig ubrugelige.

De nuværende konflikter i Syrien og Irak kan koges ind til religiøse forskelle og tilhørsforhold som er

1,400 år gamle.  Sådan er det og vil helt åbenbart vedblive med at være sådan for altid. Det er så langt fra United States’ interesser at risikere blod og midler for at få det som åbenbart uforeneligt som vand og olie til at fungere i den del af verden.

Lande der er tegnet på bagsiden af en “kuvert” helt tilbage i 1919 har kun overlevet på grund af diktatoriske herskere og magter. Saddam Hussein var Sunni men herskede over en nation der er overvejende Shia.

Irak gik i krig mod Iran der også var Shia domineret. ISIS er en Sunni militant gruppe der fører krig mod Iraks regering, der igen er i overvejende grad Shia. Iran træder ind for at forsvare Shiaerne. (Putin benyttede den samme oldgamle undskyldning med at forsvare russere i Ukraine.)

Grænserne for Irak og Syrien blev ‘tegnet’ som en kæmpefejl og ikke til at redde. De overlevede kun frem til i dag gennem et barskt styre og Euro/U.S. interventioner.

Denne heksekedel har aldrig været et sted hvor United States burde være til stede. At skabe nationer i denne del af verden er helt ved siden af. Oprettelsen af nationer i Europa efter 2. Verdenskrig fungerede, men det har aldrig ført til noget godt i Mellemøsten.

Obama er korrekt ved at holde sig på armslængde. Og selv Joe Biden gik imod talemåden “selv et ur der er i stykker går rigtigt to gange om dagen” da han slog fast at der er splittelser mellem Shiiter og Sunnier. Det vanskelige er “hvem skal have hvad?” Det kan kræve en beslutning der ikke skal ligge hos diplomatiet. Vi har ikke magten til at kurere problemet, hvad det så end er, i dette hjørne af verden.

Bliv borte og beklag den dag vi gik derind, udover for at straffe de som gjorde os skade. Nu har vi vor ambassade i Baghdad. Obamas ligegyldighed overfor det som kunne blive et meget større “Benghazi” er helt tydelig. Han drager til fundraisere, mens vor ambassade i Baghdad kan spekulere på, “Vil vi få beskyttelse?”

http://americanthinker.com/blog/2014/06/countries_drawn_up_on_a_bar_napkin.html