torsdag den 14. december 2017

Stenhård valuta - alternative valutaer der ikke er bitcoin



Hvor kolde kontanter er helt bogstaveligt



At have kontanter på sig plejer ikke at være ‘tyngende.’ Sedler passer fint ind i tegnebogen, med mindre du har masser af dem, og så skal du ikke forvente medfølelse herfra. En lomme fuld af mønter kan være irriterende, men problemet er mere den raslende lyd end vægten. Lommer og små håndtasker er det der skal til når vi har kontanter på os. Så er problemet klaret.

Det er fordi vi ikke har en af disse ‘enheder’ at slæbe rundt på.

Det er en kæmpesten - fire til seks fod i diameter. Og jo, det er penge.

Den kaldtes en Rai Sten, engang valutaen for øen Yap i Mikronesien, en lillebitte ø i Det Filippinske Hav, med cirka 11000 indbyggere. (Her er et kort, eller som  Dr. Seuss kunne have sagt et kort over Yap.) De oprindelige Yapesere har boet der i århundreder, men de har dog bevæget sig andre steder hen også. Det ved vi for Rai Stenen er lavet af kalksten, og der er ingen kalksten naturligt forekommende på Yap. De gamle Yapesere rejste til andre øer - Palau, som den vigtigste - og bragte disse kæmpe klippestykker med hjem, formede dem, og polerede dem. Stenene, hvor af der ikke er mange, blev til en slags valuta.

De større Rai Sten er typisk mere værd end de mindre (hvoraf nogle faktisk kan ligge i lommen). Hvor meget en Rai Sten er værd er ikke kun efter vægt og størrelse. Stenens historie er også en del af værdien. Mental Floss forklarer:

Selvom mange af de større sten ligner hinanden, er de dog ikke af samme værdi. Deres værdi er afhængig af adskillige faktorer. Den første har med dens proveniens at gøre. Hvor mange liv er gået tabt i transporten af stenen til Yap? I gamle dage var det en yderst farlig rejse over havet for at få fat på stenen. Udover de skulle graves frem og transporteres 500 kilometer var der også rivalisering mellem landsbyhøvdinge, hvilket resulterede i kampe om stenene.

Den anden faktor har at gøre med hvem der opdagede en særlig sten. At have en berømt sømands navn knyttet til en sten, eller en høvdings anbefaling, ham der sponsorerede rejsen kan få værdien til at øges markant. Der er også hvordan den er behandlet. Mange af de nyere Rai Sten er flot polerede med bløde kanter, noget man har kunnet udføre med moderne værktøjer. De ældre sten, er ikke så flotte og noget ru i det, for de blev færdiggjort med hjemmelavede værktøjer, men de har en større værdi.

Fordi de store Rai Sten er så store er de vanskelige at transportere fra ejer til en ny. Derfor ligger de største sten ‘fast’ - befolkningen bliver så blot enige om at stenen har skiftet ejermand. Slate peger på et særligt eksempel:

“en af Rai Stenene i aktiv cirkulation ligger på bunden af Stillehavet, den faldt over bord fra en kano under en storm på vej til Yap. Øboerne blev så enige om dens værdi efter at have hørt om hændelsen:” Det er således muligt at en eller anden ejer stenen på billedet selvom den er på udstilling på Tokyos Hibiya Park, så den er altså i den grad i cirkulation.

Borgerne på Yap benytter stadig Rai Sten, dog mere for deres kulturelle betydning end i handel. Siden begyndelsen af det 20. århundrede har de dog benyttet moderne valuta. (Mikronesien benytter US dollars). Spekulanter i Vesten er sådan selv skyld i dette, de forårsagede nogen devaluering, med det som er effektivt - falske Rai.

Atlas Obscura forklarer: Sent i det 18. århundrede, “Begyndte David Dean O’Keefe, en irsk født amerikansk sømand og eventyrer at producere Rai Sten i stort antal ved at benytte moderne værktøj importerer fra Hong Kong.” Inflation fulgte, skønt Yap borgerne fandt en metode til at identificere O’Keefe fremstillede Rai og devaluerede dem så.

Bonus fakta: Lokal valuta er ikke kun noget der findes i udviklingslande - der er også et forbavsende antal eksperimenter med “samfundsvaluta” . dusinvis af forsøg i USA alene. (Her er en liste) En af de mere bemærkelsesværdige er BerkShares, benyttet af en håndfuld små landsbyer i Berkshires ,Massachusetts. De lokale kan købe 1 dollar BerkShares for 95 cents og benytte dem i næsten 400 forretninger i stedet for U.S. valutaen - alt sammen i en bestræbelse på at holde de lokale dollars ‘hjemme.’

Som en sidegevinst som the New York Times fortæller, kan “folk betale for købmandsvarer, et olieskift, selv tandlægebesøg med valuta der ligner de lokale helte f..eks. Herman Melville og Norman Rockwell.”

onsdag den 13. december 2017

Hvorfor verden burde støtte Trump med hans beslutning om klimaaftalen

Hvorfor verden burde støtte Trump med hans beslutning om klimaaftalen



Rigtig meget hysteri har manifesteret sig på begge sider af Atlanten efter præsident Donald Trump meddelte at USA trækker sig ud af Paris Klima Aftalen, der blev forhandlet under overvågning af FN i 2015.

Skriget “Himlen falder ned” bør ignoreres. Et meget mere højlydt og langt mere myndigt kor har vist sig: Dow Jones Industrial nåede et toppunkt den 1. juni, og det stiger efter præsident kom med nyheden. Næste dag endnu højere. Enhver hvis opgave det er at forstå økonomien ved at få løftet byrden ved FN klimakampagnen for USA - se det vil være godt for energiskabelse, for industriproduktionen, for jobskabelse og for den nationale velstand der følger med.

En af de allermest upræcise og sådant set fjendtlige udtalelser kom fra tidligere Udenrigsminister John Kerry der var med til at forhandle Paris Aftalen. “Præsident Trump der lovede ‘America First’ har taget et selvødelæggende skridt der vil gøre gøre vor nation ‘Last.’ Dette er en hidtil uset fornægtelse af amerikansk ledelse der vil koste os indflydelse, koste os jobs, og invitere andre lande til at holde inde med at løse menneskehedens mest eksistentielle krise.” .

Lad os se på hver sætning for sig. Præsidentens beslutning sætter helt klart Amerika først ved at give topprioritet til den nationale økonomiske vækst frem for at hæmme den ved at påtvinge meningsløse Grønne regulativer der ville smadre økonomien. Virkningen ville være virkelig dyster både herhjemme og i konkurrencen med andre lande, som Kina, der har gjort det klart at de ikke vil begrænse deres udvidelse af produktionen og energiforbruget.


Præsident Trump's handling var ikke “hidtil uset” da præsident George W. Bush jo nægtede at implementere Kyoto Protokollen der blev vedtaget i 1997, men ikke fik virkning før 2005, hvor dens første forpligtende periode først skulle indledes i 2008. Protokollen var en klima traktat, men den blev aldrig ratificeret af U.S. Senate. Et stort flertal fra begge partier var imod for den var så uretfærdig med sine internationale forpligtelser.

Alle forhandlinger om klimaet i FN siden 1992 har været udført efter princippet med “fælles, men dog forskellige ansvarsområder,” der igen opdeler verden i Udviklede lande (37 står for dem, flest med USA, EU og Japan) og udviklingslande (cirka 134).

De udviklede lande har ansvar for at reducere udledningerne, fordi de får skylden for at have været de første der har udledt drivhusgasser (GHG) i atmosfæren. Resten af verden har intet ansvar for at dæmme op for deres udledninger da de blot forsøger at holde trit med de udvikelde lande i levestandarder.

Det er så derfor Kina proklamerer at man bliver i Paris Aftalen. Det koster Beijing absolut ingenting da man anser sig for at vore et udviklingsland som så per definition ikke skal foretage sig noget.

Faktisk har de gentagne gange proklameret at deres udledninger vil fortsætte med at øges til 2030, hvor de så vil være nået et højdepunkt. Kina vil derpå overveje hvad man skal gøre for at komme videre. Beijing er ikke tilfreds med at USA trækker sig, ikke på grund klimaudfordringen, men fordi de ønsker at se at Amerika langsomt hæmmes i sin vækst mens de selv får ekstra meget fart på og dermed endnu mere skæv magtbalance.  

EU er blot jaloux over for Amerika, hvor elektricitetspriserne er halvdelen af på det gamle kontinent, sammen med arbejdsløshedstallene. Og økonomisk vækst er i fremgang i USA - og vil sandsynligvis øges endnu mere under Trump æraen. At EU som et hele trækker sig fra Washington er kun med til at gøre opmærksom på deres fiaskoer på en række områder, ikke kun klimaet.
Billedresultat for dumbing the paris accord

Præsident Barack Obama kunne man have forventet ville lægge pres på for en ratifikation af Kyoto Protokollen eller i det mindste en accept af den som en vigtig aftale, men det gjorde han ikke. Lige så Grøn han gerne vil fremstå, så kunne han dog ikke godkende den ubalancerede aftale for USA i FN’s udgave. Han vandt i 2009 Nobels Fredspris på forventning om at han ville bringe USA ind i den næste FN Traktat der skulle træde i kraft i slutningen af det år. I stedet skuffede han fælt ved Copenhagen 15 topmødet, der ellers var blevet anset som afgørende for den globale Grønne Bevægelse.

Højrefløjen glemmer ofte hvor meget godt præsident Obama gjorde i København, ved at sætte Amerika først over kravene fra det meste af resten af verden.

I forløbet op til konferencen opfordrede, Janos Pasztor, Director of the UN Secretary-General's Climate Change Support Team, United States til at vise “lederskab” ved at indføre ensidige begrænsninger på sig selv - og det endog før mødet indledtes.

FN Generalsekretær Ban Ki-moon erklærede, “vi har ikke råd til endnu en periode hvor United States stiller sig på sidelinjen.” Venstrefløjsaktivisterne udenfor konferencen krævede endnu større byrder på Vestens kapitalistiske lande ved en aftale der fremstod som et FN socialistisk diktatur. Dog kom der ingen “bindende traktat” fra de ophedede haller i Danmark, kun en aftale der skuffede aktivisterne.

Obama administrationen brugte 2009 til at forsøge at overtale Kina til at acceptere tvungne mål for at alle havde samme betingelser. BASIC koalitionen, Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina, der er førende blandt udviklingslandene insisterede på at holde fast ved Kyotos “differentierende” princip - der udelod dem fra noget mål På grund af denne grundlæggende konflikt kollapsede konferencen. Præsident Obama forhandlede direkte med BASIC for at få lavet om på betingelserne i FN processen. Intet land skulle have påtvunget et mandat. Hvert land skulle være frit stillet til at gennemføre sin egen politik i sin egen interesse. Det ville blive den frie konkurrerende provækst verden som BASIC ønskede, dog også med USA som deltager.

Personligt var præsident Obama faldet for ‘lærdommen’ om at hæmme klimaforandring ved at reducere de amerikanske udledninger. Under Copenhagen Accord skulle han kun rapportere til FN hans frivillige mål, en 17% reduktion i drivhusgasser i 2020 fra 2005 niveauet.

Da Obama rykkere mere mod venstre i sine sidste år i embedet satte han et nyt mål for udledninger - med en reduktion af 26-28% under 2005 niveauet i løbet af 10 år, og en 32% reduktion hos de eksisterende kraftværker i 2030. Dette var imidlertid kun hans mål der skulle gennemføres af hans EPS (og ikke have fuld effekt før han var sikkert ude af embedet). Hans store plan the Clean Power Plan, blev blokeret af et søgsmål ved 24 stater der frygtede en negativ virkning. Trump administrationen indtog kontorerne fast besluttet på at afslutte Obamas væksthæmmende program.

Det fremgår ikke helt klart om præsident Trump faktisk partout måtte trække USA ud af Paris Aftalen for at ændre kurs på politikken, da aftalen ikke tvinger nogen nation til at gøre noget der ikke er i nationens suveræne interesser - det er det ironiske ved Obamas hårde kurs i 2009.

Imidlertid har Paris Aftalen nogle betænkelige, farlige holdninger der kunne give årsag til problemer i fremtiden. Aftalen indeholder stadig det “differentierede” princip i Artikel 4 “Udviklede lande skal fortsætte med at være i spidsen ved at indføre brede økonomiske absolutte udledningsmål. Udviklingslandene skal fortsætte med at forstærke deres indsatser, og opmuntres til - med tiden  at gå frem mod brede økonomiske udlednings reduktioner eller begrænsningsmål i lyset af de forskellige nationale omstændigheder.”

Således “skal” Vesten handle, men resten af verden blot opmuntres til at handle. At sætte USA’s økonomiske fremtid under en FN tekst der fremmer en sådan ulighed er ganske enkelt ulovligt. Trump er således den tredje præsident i følge der mener dette.

Trods det oprør, det postyr, så er humlen de indsatser nationerne har taget (eller ikke har taget) ved den formodede klimakrise. FN har været vært ved klimakonferencer siden 1992, uden nogen signifikante resultater, herunder den tandløse Paris Aftale (som Friends of the Earth International kaldte “fup.”)

At få 193 lande til at underskrive en aftale (hvilken som helst aftale) kræver at den sådan set er uden betydning -så hvorfor ikke bare skrive under.

Hvis der virkelig var ægte konsensus om at klimaforandring er en eksistentiel trussel ville beretningen om FN ikke kun være begrænset til at rekordmange tredjeklasse bureaukrater kunne nyde at deltage på 5 stjernede hoteller, og samtidig puste sig op med vidtløftige løfter om at redde verden. Fra Bali til Paris har klimakonference cirkusset været en lystrejse. Den virkelige “klima svindel” er blevet påført skatteyderne og donorerne der har betalt disse orgier af en hoben af flotte ord.

I Paris var det ægte emne ikke klimakontrol. Ingen tror seriøst på at det kan ske. I stedet handler det om hvordan man kan få fingre i de 100 milliarder dollars der skal sættes ind i en fond til at hjælpe “fattige” lande klare forandringer i miljøet.

The Green Climate Fund blev oprettet i 2010 og har nået $10 milliarder ved mødet i Paris i 2015. Det man er enig over en bred kam er økonomisk vinding. Enhver FN udtalelse indeholder en betingelse, en ret eller undtagelse på bekostning af indskrænkninger i friheden til fordel for vækst. Artikel 2 i Paris teksten begrænser politik om emissioner inden for “konteksten af bæredygtig udvikling og indsatser for at udradere fattigdom” der således har prioritet.

Ingen ansvarlig regering kan med god samvittighed underskrive en traktat der ikke giver den lov til at konrollere egen skæbne og arbejde på at forbedre levestandarden for dets folk.

Det er det nationalisme handler om. Præsident Trump er bannerfører for denne konsensus. Det bedste US kan gøre er at hjælpe sine europæiske allierede med at opnå styrke igen er at gøre de som tidligere Udenrigsminister Kerry frygter - invitere dem til at trække sig væk fra “Himlen Falder Ned” alarmisterne i FN.

Dette vil stimulere, ikke hæmme de teknologiske fremskridt. Hvordan energi produceres (kul, naturgas, kernekraft, sol, vind mv.) er ikke i sig selv vigtigt  så længe det er billigt, pålideligt og sikkert. Hvis alternative kilder eller produkter (som elektriske biler) kan konkurrere på disse vilkår så vil de få fremgang, succes - og det er allerede ved at ske. .

Udenlandske embedsmænd og hjemlige ‘miljøpartisaner’ bruger klimaet som kampplads og talerør. De ved alle sammen at hvis de i virkeligheden skulle indføre politik, der ville føre deres økonomier i sænk, så ville de ikke overleve den folkelige modstand trods deres bønner til Gaia.

Præsident Trump er blot lang mere ærlig og realistisk om alt dette, som lederen af verdens største nation også bør være.

William R. Hawkins is a consultant specializing in international economic and national security issues. He is a former economics professor and Republican Congressional staff member.



søndag den 10. december 2017

Præsident Trumps tale om Jerusalem

Præsident Trumps tale om Jerusalem

Den officielle meddelelse

Præsidenten: Mange tak. Da jeg trådte til i embedet lovede jeg at se på udfordringerne i verden med åbne øjne og frisk nytænkning. Vi kan ikke løse vore problemer ved at benytte de samme forfejlede formodninger og gentage de samme forfejlede strategier fra fortiden. Gamle udfordringer kræver nye tilgange.

Min besked i dag markerer begyndelsen på en ny tilgang til konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

I 1995 vedtog Kongressen the Jerusalem Embassy Act, hvor man opfordrede forbundsregeringen til at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem og anerkende at den by -  yderst vigtigt - er Israels hovedstad. Denne lov blev vedtaget af Kongressen med et overvældende flertal fra begge partier og blev genbekræftet ved en enstemmig afgørelse i Senatet for blot seks måneder siden.
Dog, i over 20 år har enhver tidligere amerikansk præsident brugt lovens dispensationsmulighed og nægtet at flytte U.S. Ambassaden til Jerusalem eller at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.
Billedresultat for trump announcement on jerusalem
Præsidenter har udstedt denne dispensation i den tro at ved at forsinke anerkendelsen af Jerusalem ville de fremme fredens sag. Nogle siger de manglede mod, men de tog deres beslutning baseret på kendsgerninger som de blev forstået dengang. Efter mere end to årtier med dispensationer er vi ikke nærmere en varig fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne. Det ville være tåbeligt at formode at vi ved at gentage den præcis samme metode ville kunne skabe et anderledes eller bedre resultat.
Derfor har jeg besluttet at det er på tide officielt at anerkende Jerusalem som hovedstaden i Israel.  
Dog har tidligere præsidenter gjort dette til et større kampagneløfte, som de ikke magtede at indfri. I dag gør jeg det så.

Jeg har bedømt denne handling til at være i de bedste interesser for United States of America, og i bestræbelsen på fred mellem Israel og palæstinenserne. Dette er et skridt der burde være taget for lang tid siden for at fremme fredsprocessen og arbejde frem mod en holdbar aftale.

Israel er en suveræn nation med retten som hos enhver anden suveræn nation til at bestemme deres egen hovedstad. At anerkende dette som en kendsgerning er en nødvendighed for at opnå fred.

Det er 70 år siden at United States under præsident Truman anerkendte Staten Israel. Lige siden har Israel haft Jerusalem som sin hovedstad - det jødiske folks hovedstad i oldtiden. I dag er Jerusalem hovedsædet for den moderne israelske regering. Det er hjemstedet for det israelske Parlament, Knesset, samt Israels Højesteret. Det er det officielle sted for premierministeren og præsidenten. Det er hovedkvarteret for mange regeringsministerier.

I årtier er besøgende amerikanske præsidenter, udenrigsministre og militære ledere mødtes med deres israelske modparter i Jerusalem, som jeg gjorde på min rejse til Israel i år.
Jerusalem er ikke kun hjemsted for tre store religioner, men det er også hjemstedet for et at de mest succesrige demokratier i verden. I løbet af de seneste syv årtier har det israelske folk opbygget et land, hvor jøder, muslimer og kristne, og mennesker af alle trosretninger har frihed til at leve og tilbede efter deres samvittighed og efter deres tro.

Jerusalem er i dag, og skal forblive et sted, hvor jøder beder ved Grædemuren, hvor kristne kan gå på Korsets vej, og hvor muslimer kan tilbede ved Al-Aqsa Moskeen.

Dog, i alle disse år har præsidenter der repræsenterer United States afvist officielt at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Faktisk har vi afvist at anerkende hvilken som helst israelsk hovedstad.

Men i dag anerkender vi endelig det indlysende, at Jerusalem er Israels hovedstad. Dette er sådan set blot en erkendelse af virkeligheden. Det er også det rigtige at gøre. Det er noget der skal gøres.
Det er derfor i overensstemmelse med the Jerusalem Embassy Act, jeg også anmoder Udenrigsministeriet om at indlede forberedelsen af at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Ministeriet vil omgående indlede processen med at hyre arkitekter, ingeniører og planlæggere, således at en ny ambassade, når den er færdig, vil være et pragtfuldt bidrag til fred.

I bekendtgørelsen af disse beslutninger ønsker jeg også at gøre en ting meget tydelig: Denne beslutning har ikke til hensigt, på nogen måde, at afspejle en afvigelse fra vor stærke forpligtelse at facilitere en varig fredsaftale. Vi ønsker en aftale der er en god aftale for israelerne og en god aftale for palæstinenserne. Vi tager ikke stilling vedrørende nogen endelige afgørelser, herunder de specifikke grænser for israelsk suverænitet i Jerusalem eller løsningen af de grænser der er i spil. Disse spørgsmål skal klares af de involverede parter.

The United States forbliver forpligtet til at hjælpe med til en fredsaftale der er acceptabel for begge sider. Jeg har til hensigt at gøre alt i min magt for at hjælpe med til at udforme en sådan aftale. Der kan ikke være nogen tvivl om at Jerusalem er et af de mest følsomme spørgsmål i disse samtaler. The United States vil støtte en to-stats-løsning hvis begge parter enes om det.

I mellemtiden opfordrer jeg alle parter til at fastholde status quo ved Jerusalems hellige steder, herunder Tempelbjerget, også kendt som Haram al-Sharif.

Frem for alt gælder vore bedste forhåbninger fred, den universelle længsel i ethvert menneskes sind. Med dagen beslutning genbekræfter jeg min administrations langvarige forpligtelse for en fremtid med fred og sikkerhed i regionen.

Der vil, selvfølgelig, være uenighed og afvigelse vedrørende denne meddelelse. Men vi har tillid til at når vi får arbejdet os igennem disse uenigheder vil vi komme til en fred og et sted med langt større forståelse og samarbejde.

Denne hellige by burde fremme det bedste i menneskeheden, løfte vort udsyn til hvad der er muligt; ikke lade os trække ned i de gamle kampe der har været så fuldstændig forudsigelige. Fred er aldrig langt borte fra de som er villige til at række ud efter den.

Derfor opfordrer vi i dag til besindighed, til moderation og til tolerancens røster for at vinde over hadets fortalere. Vore børn burde arve vor kærlighed, ikke vore konflikter.

Jeg gentager det budskab jeg gav ved det historiske og ekstraordinære topmøde i Saudi Arabien tidligere i år, Mellemøsten er en region rig på kultur, ånd, og historie. Dets folkeslag er enestående, stolte og alsidige, levende og stærke. Men den enestående fremtid der ligger foran denne region holdes i skak at blodsudgydelse, uvidenhed og terror.

Vicepræsident Pence vil rejse til regionen i den næste tid for at genbekræfte vor forpligtelse til at arbejde med partnere over hele Mellemøsten for at besejre readikalismen der truer håbene og drømmene for kommende generationer.

Det er på tide at de mange der ønsker fred  udstøder  ekstremisterne fra deres midte. Det er på tide for alle civiliserede nationer, og folk, at imødegå uenighed med fornuftsbetonet debat - ikke vold.
Og det er på tide for unge og moderate muslimer over hele Mellemøsten at kræve en lys og smuk fremtid for dem selv.

Derfor lad os i dag forpligte os til at gå på en vej med fælles forståelse og respekt. Lad os gøre op med gamle formodninger og åbne vore hjerter og sind for det mulige og for mulighederne. Og endelig beder jeg lederne i regionen - politiske og religiøse, israelske og palæstinensiske, jødiske og kristne og muslimske - om at slutte sig til os i den noble stræben efter varig fred.

Mange Tak  God bless you. God bless Israel. God bless the Palestinians. And God bless the United States. Mange tak. Mange tak.

fredag den 8. december 2017

Var indianerstammerne så rare, åndelige og naturelskende som hævdes?

Var indianerstammerne så rare, åndelige og naturelskende som hævdes?





Jeg plejede i en vis grad at acceptere den populære holdning om at de indfødte amerikanere var mere sprituelle og i pagt med naturen end de europæiske amerikanere, og at det var europæerne der bragte krig, sexisme og miljømæssig ødelæggelse til et ellers uskyldigt, fredeligt og ‘Paradis’ lignende oprindeligt Amerika.
Som barn købte jeg ofte tegneserier fra Scholastic Book Club der lærte mig, at de oprindelige amerikanere satte døde fisk på deres marker for at gøde disse. Jeg lærte at Nordamerikas indianere ikke havde hjulet, bronze, jern eller stål eller skrivekunst. De tilberedte agern ved at lægge skoldhede sten ned i huller i jorden og fylde disse med vand. Agern skulle først opblødes for at befri dem for toxiner. Jeg tænkte over, hvor slidsomt og tidsslugende den metode må have været, og hvor meget næring der dog kunne være i en sådan opblødt agern.
I populærkulturen var de indfødte amerikanere spirituelle og i pagt med naturen i forhold til moderne amerikanere der skildres som grådige og naturfjendske. På TV bevidnede Iron Eyes Cody den amerikanske forurening og der løb tydeligt tårer ved af hans vindbidte og rynkede kinder. Selvfølgelig var Iron Eyes Cody fra Sicilien, men lad det nu ligge. Reklamen havde sin virkning.
Høvding Seattle skulle angiveligt have givet et fremragende tale om at beskytte miljøet. Han sammenlignede harmonien hos de oprindelige amerikanere med naturen og så Den Hvide Mands grådighed. Den udgave af talen som de fleste kender var skrevet af en hvid, kristen mand fra Texas.
Mine miljømæssigt og politisk korrekte venner blev virkelig såret over “drabsteorien” vedr. udslettelse af megafauna. Hvordan kunne uldne mamutter og sabeltigre dog forsvinde? De oprindelige amerikanere udslettede dem muligvis. Det er en teori “drabs” udgaven. Andre teorier er “kuldeteorien” - koldt vejr slog store dele af megafaunaen ihjel, og så er der også “sygdomsteorien.” De døde af sygdom. Drabsteorien skilder de oprindelige amerikanere som alle andre mennesker - ikke i “harmoni med naturen,” men ivrige efter at udnytte naturen og uden tanke på de langtrækkende konsekvenser af en sådan udnyttelse.
Christy Turner er antropolog med retsmedicin som speciale - især angående tænder. De oprindelige amerikanere havde anderledes tænder end de europæiske amerikanere. Deres tænder var slebet i spids facon.
Turner var i færd med at arbejde sig gennem en kasse med knogler i et museum i Arizona i 1970’erne da han sagde til sig selv, “Det var dog utroligt.” Han indså pludseligt at disse menneskeknogler var rester af et måltid. Disse oprindelige amerikanere havde slagtet, kogt og spist kødet. Knoglerne viste tydelige tegn på at kroppen var blevet parteret for at fjerne kødet fra knoglerne. Kropsdelene var blevet placeret i ilden for at blive stegt og kranier var knust for at få hjernemassen spist. Før man spiste disse menneskehjerner måtte ‘middagsdeltagerne’ altså se på de slagtedes ansigter der stirrede på dem fra ildstedet.
Billedresultat for native american cannibals
Turner daterede denne fortidens rædsel, dette kannibal cafeteria, som værende mellem 900 og 1150 AD - tre hundrede år før Columbus ankom til Nordamerika. Han fandt 72 steder med rester fra kannibaler. Tonsvis af menneskekød.
På et sted havde kannibalerne slagtet en familie, skåret dem i stykker, kogt den, ædt den og derpå smidt resterne ind i det mest hellige og elskede sted i et hjem - familieildstedet - kilden til varme, lys, fællesskab. En coprolit - eller fossilt afføring - blev fundet í ildstedet. Den indeholdt rester af menneske et bevis på Turner kannibalteori.
Turner udgav sin forskning. Han kaldte kannibalerne “slyngler” og “Charles Manson typer.”
Han blev dæmoniseret. Hvor vover du, ækle hvide mand ved navn “Christy” som i den djævelske kristne kirke (jo den er god nok, Turners kritikere sagde sådant), hvor vover du nedgøre de oprindelige amerikanere? Turner er hadet også i dag.
Jeg blev chokeret da jeg læste Turners forskning. Til en vis grad havde jeg virkelig troet at de indfødte amerikanere var mere rare og mere åndelige.
Jeg gik til the National Museum of the American Indian der er under the Smithsonian Institution. Jeg lærte at Pizarro var i stand til at erobre Inka Imperiet med færre end to hundrede spanske soldater. De oprindelige amerikanere kæmpede sammen med ham mod Inkaerne. Der må have været et gevaldigt had mod Inkaerne hos deres oprindelige amerikanske naboer.
Aztekerne pralede med at ofre 800000 ved helliggørelsen af den store pyramide i Tenochtitlan i 1487. En anmeldese af en museumsudstilling på et museum, hvor man viste Aztec kunst er “gysende” og “rædselsvækkende.” Skrevet i the Guardian af journalisten Laura Cummings der kaldte Aztek kunsten “den mest fremmedartede i al kunst. Der er ingen billeder af dyr i bevægelse, som i Lascaux hulerne i Frankrig. Der er ingen beretninger om store gerninger eller hyldester af store leder som i Faraonernes kunst. Ulig næsten alle andre kulturer i historien viser Aztek ingen kvinder med småbørn , ja faktisk slet ikke børn. Sådan set skildres mænd kun som præster eller krigere som knoglelignende kroppe i dødens gab.
Hvis de havde nogen interesse i menneskelig åndsliv, i venskab, sex eller følelse så viste de det helt sikkert aldrig. Det sidste man kunne forvente af dem ville være noget så menneskeligt eller intimt som et portræt. Så vidt jeg kan bedømme er hele formålet med Aztek kunst at skræmme livet ud af alle der ser på det. Selv fluen skildres på monumenter i sten fordi den lever af at at suge blod.
Det er umuligt at betragte alle disse genstande uden at se dem som emblemer og værktøjer for et kæmpemæssigt stinkende slagtehus. Intet i Aztek kunst taler om menneskelighed eller skønhed. Der er ingen forsøg på at inspirere offeret med en belønning om et godt liv efter døden eller at takke guderne for gaver"
Åbenbart har Ms Cummins ikke modtaget noget memo om politisk korrekthed eller kulturrelativisme.
Nogle vil gerne tale om de oprindelige amerikanere som køns helte. Ideen om at sexismen er en moderne opfindelse, eller at det er Kristendommen der har skylden og jo længere man kommer væk fra civilisationen og Kristendommen des bedre går det for kvinder og homoseksuelle eller menensker med “to ånder” eller ‘berdaceh’ (i indiansk kultur en person der opfattede sig som af et andet køn og får dette køns status)
Andre anerkender at det ikke er så simpelt. Yanomami fra Amazonas er en af de mest isolerede stammer på jorden. De er meget voldelige, herunder mod kvinder. Gruppevoldtægter er en del af livet. Ægtemænd gennembanker og brænder deres hustruer for at vise dominans. Ifølge David Good,der blev født af en Yanomami mor og en far der er antropolog så har deres sprog ikke noget ord for “kærlighed.”Da hans far forlod landsbyen blev hans mor gruppevoldtaget af over 20 mænd.  Hun havde jo ingen mand til at beskytte hende.
Jeg genså for nylig John Fords klassiker "The Searchers." på dansk Forfølgeren) Filmen er bare så god hver gang jeg ser den, at jeg googler forskellige udlægninger af historien. "The Searchers" skildrer bosætterne i Texas i 1860’erne. Comanchekrigere angriber et udsted myrder fire familiemedlemmer og kidnapper den yngste, Debbie, for at lade hende vokse op som en af deres egne og med tiden blive gift med Scar, høvdingen. Filmen er inspireret af kidnapningen af Cynthia Ann Parker der blev mor til Quanah Parker, den sidste Comanche høvding.
. Billedresultat for john ford the searchers
Enhver amerikaner ved hvordan vi formodes at reagere nu på "The Searchers" fra 1956. Dengang den blev lavet forventede man at amerikaneren uden at stille spørgsmål ville acceptere skildringen af Comanche som skræmmende krigere der foretog sig skrækkelige ting over for fanger, især kvinder.
Nu forventes vi at tvivle og hånde den officielle fortælling. Vi formodes at forstå at Comanche var ædle krigere der forsvarede deres hjemland mod hvide, euro-amerikanske kristne der altså er de ægte vilde.
Det var så ikke det jeg fandt ud af ved hjælp af Google. Det var nemlig særdeles mareridts fremkaldende.
Comanche var ikke mere indfødte i Texas end de europæiske amerikanere. De kom oprindeligt fra Wyoming. Europæerne havde heste med til amerikanerne, heste der tidligere var blevet udryddet i Nordamerika, ved jagt, sygdom eller kulde.
Comanche tog hesten til sig og en mentalitet med “total krig.” De førte voldsom krig mod andre indianerstammer, herunder Apache, som de næsten “udslettede” ifølge S. C. Gwynne, forfatter til "Empire of the Summer Moon."
"Empire of the Summer Moon
I "The Searchers," viser eller fortæller John Ford aldrig den præcise historie om hvad Comanche gjorde ved deres fanger og slaver. Man kan finde ud af det gennem en Google søgning. Jeg læser materiale der i den grad har chokeret mig. Jeg vil ikke gentage de værste ting. Jeg vil blot gentage en ting - de tog en hvid slaves barn, bandt et reb til ham og trak denne barnekrop gennem kaktusplanter til han døde.
En fange på 16 år blev gennem atten måneder regelmæssigt brændt til hendes ansigt nærmest var ristet væk og hendes krop dækket af ar og brændmærker.
En tilfangetagen, Rachel Plummer, vendte sig mod sin plageånd og begyndte at banke Comanchen. Hun bankede hende næsten ihjel. Hun fortalte at de andre Comanche stod rundt omkring og betragtede deres stammefælle blive gennembanket til døden af en hvid fange, og nød dette underholdende skuespil.
Da Comanche kvinden lå der gennembanket på jorden kom ingen andre Comanche hende til hjælp. Det gjorde den hvide kvinde så, hun trak hende ind i et telt og plejede hendes sår. Plummer fortalte at det at hun havde gennembanket en Comanche næsten til døde gav hende status i stammen og hun blev behandlet som ligeværdig. S. C. Gwynne karakteriserer Comanche som besat af en “dæmonisk umoralitet.” Deres entusiastiske sadistiske voldtægter “grænser til forbryderisk perversitet, om ikke til meget avanceret direkte ondskab.”
Efter at have læst om Comanche fik jeg en tanke der vel er nærmest et tabu. “Hvor er jeg glad for at Comanche er helt væk.”
Jeg siger ikke at erobringen af amerikanerne ikke var et blodbad igangsat af europæerne mod et mindre udviklet og ofte forsvarsløst indianerfolk. Naturligvis anerkender jeg de ubegribelige menneskelige lidelser og den megen uretfærdighed. Og de fleste stammer var ikke Comanche eller Anasazi kannibaler eller Azteker.
Men i sagen her om de europæiske bosætter i Texas mod Comanche er jeg glad for Comanche tabte. Hvis deres levevis beskrives korrekt i de beretninger jeg har læst er det en levevis med konstant krig, slaveholdelse af ikke Comanche, voldtægt og tortur. Hvor er jeg glad for at denne kultur blev besejret.
Denne konklusion kolliderer helt og aldeles med det politiske korrekte verdenssyn der fastholder at europæere og kristne er selve ophavskilden til sexisme, brutalitet og krig. I direkte modsætning til det århundredgamle koncept om Den ædle Vilde.
David Good, søn af en antropolog og en Yanomami mor fortæller en anekdote.
"Jeg erindrer hustruen til en meget kendt antropolog - jeg var 12 eller 13 år - der spørger mig hvad jeg ønskede mig til Jul. Jeg sagde 'En Nintendo 64 med Super Mario Bros.' Hun så på mig i rædsel og sagde, *Jamen da dog du er et typisk amerikansk barn. Jeg troede du ville være anderledes.”

Related Posts with Thumbnails