Rusland er ikke en aggressor, og Ukraine er ikke et offer

Alexander G. Markovsky

Det er udbredt accepteret at den ukrainske krise fremkom ved en militær konflikt den 24. februar 2022 med den russiske invasion af Ukraine. 

Modsat konventionel visdom blev frøene til fjendtlighederne sået ca. 30 år tidligere af præsident Clinton, og senere George W. Bush, der begge ganske hensynsløst skubbede på for udvidelse af NATO mod øst. 

I årenes løb advarede Gorbachev, Yeltsin, og Putin, gentagne gange om at Moskva ikke ville tolerere den fortsættende “Drang nach Osten” (“drive to the East”) af NATO, i særlig grad Ukraines medlemskab og den efterfølgende etablering af militærbaser langs Ruslands grænse.

Den 25. februar 2024 udgav The New York Times en artikel der bekræfter Moskvas frygt. Artiklen afslørede at US efterretningsvæsen ikke kun spillede en særdeles vigtig rolle i Ukraines besutning om krig men også etablerede og betalte for avancerede  Command-and-Control spioncentre længe før Ruslands invasion den 24. februar 

Avisen udstillede, hvordan CIA i det sidste årti havde opereret på tolv baser i Ukraine. Disse baser, der gjorde det muligt at opfange russisk militær kommunikation og overvåge spionsatellitter der benyttes til at affyre og styre droner og missiller til angreb på russisk jord. Med amerikanske biologiske våben faciliteter spredt over Ukraine er det forståeligt at Moskva opfattede dette som en tydelig trussel for Ruslands nationale sikkerhed.

Image: Vladimir Putin by AI.

Ville the United States acceptere tilstedeværelsen af russiske militærbaser ved sine grænser? Kendsgerningen er at man ikke accepterede det selvom det var ca. 2000 kilometer fra grænsen. I 1983 beordrede præsident Reagan invasionen af Grenada grundet bekymringer over konstruktionen af en lufthavn af cubanere der potentielt kunne benyttes af Sovjet styrker.

Det er af betydning at bemærke, at Putins sag var langt mere overbevisende end Reagans. Ikke som Ukraine delte Grenada grænse med the United States, og der var ingen russisk militær tilstedeværelse på Grenada, hvilket gjorde Reagans bekymringer yderst hypotetiske. Det er værd at bemærke at trods den tvivlsomme retfærdiggørelse for den amerikanske invasion, blev the United States ikke kaldt en agressor,og Reagan blev heller ikke omtalt som krigsforbryder. 

Faktisk forsøgte Putin at undgå den nuværende konflikt. Den 7. september 2023 som NATO Generalsekretær Jens Stoltenberg fortalte ved et møde i EU parlamentets komite:

Præsident Putin erklærede i efteråret 2021, og sendte faktisk en forhandlingsaftale som man ønskede NATO underskrev, med løfte om ikke mere udvidelse af NATO. Det var hvad han sendte til os. Og det var en forudsætning for ikke at invadere Ukraine. Naturligvis underskrev vi den ikke.

Ruslands geografiske sårbarhed har været en bekymring for de russiske ledere siden tiden med Peter den Store, Stoltenberg burde have været opmærksom på de russiske følelser, dersom han ønskede at undgå en konflikt. 

Stoltenberg kom ikke nærmere ind på, hvorfor han ikke accepterede forhandlingsaftalen, hvorfor man ikke indledte forhandlinger, eller hvorfor alle alternativer til en konflikt ikke var blevet udforsket. I sidste ende gjorde hans manglende villighed til at tale om tingene, at det ikke var muligt længere at komme til en diplomatisk forståelse..

Diplomati fik ikke en chance fordi NATO havde brug for at genskabe sit image og gøre sin fortsatte eksistens validt efter 30 år med fiasko. Stræben efter "nation-building" - erstatte autoritær stabilitet med demokratiet i lande der ikke passer til Bill of Rights - er heller ikke lykkedes. I stedet har det resulteret i tabet af millioner af liv og ødelæggelser i mange lande. 

Ydermere efter en katastrofal tilbagetrækning i 2021 fra Afghanistan har alliancen mistet den modstander der så længe var begrundelsen for formålet. Da en militær alliance ikke kan eksistere uden en rival, var NATOs behov for en troværdig fjende en livsnødvendighed. Ruslands indgriben i Ukraine kunne skabe den opfattelse og portrættere NATO som en uundværlig søjle i global sikkerhed, især hvis NATO fremstod sejrrig. 

Når dette er tilfældet manglede de europæiske ledere kapaciteten til at søge hævn, hver især efter århundreder med militære nederlag og ydmygelser ved Det Russiske Imperium. Efter imperiets fald, øjnedes en mulighed for gengældelse uden direkte militær konfrontation.  

Ydermere ville for præsident Biden, der var desperat efter flugten fra Afghanistan, en sejrrig konflikt være det ‘skønne’ øjeblik i hans præsidentskab. Oveni gjorde han aldrig det hemmeligt at han var opsat på et skifte i lederskabet i Moskva. 

Og så var der selvfølgelig Ukraine. Aldrig før i de internationale relationer var der en stat der handlede så stædigt mod sine nationale interesser. Landet satte sig selv i alvorlig fare da det gav meddelelse om sin intention om at slutte sig til NATO i 2004,og dermed krænke 1997 Venskabstraktaten mellem Ukraine og Den Russiske Føderation. Denne traktat omhandler specifikt ukrainsk neutralitet, og fastslår i sektion 6 side 148: 

Hver høj kontraherende part skal afholde sig fra at deltage i eller støtte enhver handling rettet mod den anden høj kontraherende part og skal ikke indgå traktater med tredjelande mod den anden part. Ingen af ​​parterne må tillade, at deres territorium bruges til skade for den anden parts sikkerhed.

Ukraine ledere fattede aldrig at Moskva så denne traktat som særdeles vigtig for Ruslands sikkerhed og ville ikke tillade at Ukraine krænkede aftalerne uden at blive straffet. Zelensky kunne have undgået krigen ved at frasige sig anmodningen om medlemskab af NATO og således redde landet fra ødelæggelse. Imidlertid var de korrupte ledere i Kiev drevet af finansiel og militær hjælp og søgte konflikt for personlig vinding. 

Sandhed i politik involverer forskellige synspunkter og analyser, der ofte er influeret af ens egen ideologiske baggrund. Imidlertid er det kendsgerningerne der gælder. 

De foreliggende kendsgerninger illustrerer en fælles overvældende interesse blandt NATO lederskabet, dets medlemsstater og Ukraine i anstiftelsen af invasionen, dog med varierende grunde, Rusland var den eneste der forsøgte at hindre konflikten. 

Alexander G. Markovsky is a senior fellow at the London Center for Policy Research, a conservative think tank that examines national security, energy, risk analysis, and other public policy issues. He is the author of “Anatomy of a Bolshevik” and “Liberal Bolshevism: America Did Not Defeat Communism, She Adopted It.” Mr. Markovsky is the owner and CEO of Litwin Management Services, LLC. He can be reached at alex.g.markovsky@gmail.com

https://www.americanthinker.com/articles/2024/03/russia_is_not_an_aggressor_and_ukraine_is_not_a_victim.html

 

Fortæl mig ikke hvad jeg skal gøre

Amerikanernes tryk over for små kontroltyranner

Bruce Thornton

The Wall Street Journal fortalte fornylig om en voksende bevægelse kaldet “Dontells.” Voksne, som progressive afviser som lidende af en af de der tvivlsomme mentale lidelser man sætter på børn, ODD: ODD: Oppositional Defiant Disorder, den irrationelle modstand mod myndighedsudøvelse. Vor ledende elite anvender denne neurose på børn over for voksne der går imod det herskende teknokratis “bløde” tyranni.

Frie mennesker har et medfødt instinkt for at være imod at blive dikteret af fjerne myndigheder der ikke selv står med ansvaret. Det er grunden til at regeringen lægger vægt på uklar videnskab og forskning for at tvinge mennesker til at acceptere, gennem frygt, sådanne indgreb i deres privatsfære og sociale liv. 

Indblandingen i det private liv og det civile samfund er blevet øget i løbet af de sidste 100 år, og kraftigt udvidet under Covid pandemien, der har givet stadig mere magt til et stadig større forbundsbureaukrati der på underfundig vis bortvisker vor autonomi for at skaffe sig stadig mere og mere magt.

 

Men dette ‘program’ for at begrænse vore friheder kræver at det amerikanske karaktertræk, der priser frihed, det at kunne klare sig selv og fastholden af de borgerlige rettigheder skal undermineres og erstattes med sløve, blødagtige og formbare undersåtter under beherskelse af den teknokratiske Leviathan.

“Klimaforandring” er selvfølgelig mere ‘ærligt end’ “menneskeskabt katastrofal klima opvarmning” den mest fremherskende og glubske af disse ‘kriser’ som vor forbundsgodgørere og kontrollanter og deres kammesjukker benytter for at kontrollere vore liv gennem elendig videnskab og frygtscenarier.

Det røde advarselslys som disse “grønne” politikker, og den selvmorderiske krig mod fossile energikilder, er udtryk for er en trussel mod vor økonomi og hele  tilværelse, for her følger en kendsgerning: Selv om enhver politik gennemtrumfet ved Paris Klima Aftalen blev indført globalt i morgen, så ville vi stadig ikke sænke temperaturen nok til at afværge den forudsagte apokalypse. 

Alligevel er ingen krise, ægte eller indbildt, for tvivlsom eller for lille for appetitten hos nogle af regeringens kontorer. Cirka samtidig, som the Journal’s klumme, fik vi et eksempel på denne krise og dynamikken i reguleringstendensen. The Federal Consumer Product Safety Commission har foreslået et forbud mod gasovne, baseret på tvivlsom “forskning” der forbinder disse ovne til astma i barndommen, ildebrande, indendørs forurening og naturligvis global opvarmning. New York, der sammen med Californien konkurrerer om titlen som havende den mest skrupskøre offentlige politik, ønsker at forbyde alle enheder der benytter gas, herunder de som bruges til opvarmning.

Men denne gang har the CPSC’s overdrevne indsats fremprovokeret modstand fra naturgasbranchen og borgere med sund fornuft i behold. The American Gas Association har udstillet den tvivlsomme “forskning” benyttet til at skræmme folk til at gå ind for denne håbløse politik. For eksempel, påstanden om at gasovne har en større risiko for at være årsag til ildebrande - afvises. Ifølge the National Fire Protection Agency, er raten for ildebrande med følgeskader i private hjem 4,8 gange højere per million husstande med elektriske apparater til opvarmning end i husstande der benytter gasapparatur.” 

Hvis du er bekymret over menneskeskabt global opvarmning og skifter til elektriske muligheder, ja det hjælper heller ikke til at reducere emissionerne, da det meste af strømforbruget kommer ved benyttelse af fossile energikilder. Og hvordan skal du lave mad når elektricitetsforsyningen svigter når alle disse nye elbiler skal oplades?

Om astma fortalte the Wall Sreet Journal, “International forskning af astma og allergier i barndommen fandt ‘ingen bevis på en forbindelse mellem brugen af gas som middel til madlavning og heller ikke astmasymptomer eller astmadiagnose’.” Denne seneste ikke begrundede barnepigestats indblanding i vore liv og gerninger minder the Journal os også om, er blot det sædvanlige fra CPSC, “der har en lang forhistorie om at gå direkte efter produkter, såsom vinduespersienner, IKEA kommoder, og Peloton trædemøller, på grund af fejl begået af kunden, brugeren.”

Det er således, som Tocqueville forudså, den lurende tyran manøvrerer for “at holde (folket) i evig barndom,” og gøre Leviathan “den eneste agent og dommer over deres lykke” og således lede folket bort fra opfattelsen af at kunne klare sig selv. 

Indtil nu har denne modstand fungeret. Alexander Hoehn-Saric, Chairman of the CPSC afviste kritikken som en overreaktion mod “forskning” og forsikrede os skatteydere, “Jeg forsøger ikke at forbyde gasovne og the CPSC har ingen planer om at gøre det.” Det er bureaukratisk sprogbrug for “Ikke endnu.” 

Ligesom med rust, så sover vore regulativbosser aldrig, og de er altid klar til at trænge ind i forhold vedrørende individers gerninger, i suveræne staters bestemmelser, i professioner og virksomheder. Der er netop udklækkket to yderligere reguleringsplaner. 

The Federal Trade Commission oversvømmer nationen med forbud om non-compete agreements, (inden for aftaleretten en konkurrenceklausul, en restriktiv aftale eller en aftale om ikke at konkurrere, en klausul, hvorefter den ene part accepterer ikke at indgå i eller starte et lignende erhverv eller handle i konkurrence mod en anden part.) der i øjeblikket reguleres af enkeltstaten. “Hvis det gennemføres” rapporterer, the Wall Street Journal “ville det ulovliggøre 30 millioner aftaler og forebyggende love i så at sige alle former. Det ville også ifølge FTCs egen opgørelse, reducere investeringer af kapital, optræning af medarbejdere og muligvis vækst i antal jobs samtidig med det ville øge lønforskelle.”

  

Endnu et foreslået regulativ er ved at blive kørt i stilling til anvendelse i lægeprofessionen. Uden tvivl inspireret af den hævdede misbrug af stoffer til behandling af Covid. Denne nye regel er en ‘giftpille’ smuglet ind i den nylige 1,7 billion dollars lov gældende alle. Denne forandring vil inddæmme lægernes frihed til at udskrive stoffer til ikke receptbrug, der udgør 20% af anbefalede midler. Ifølge the Journal, “Truer denne uberettigede indblanding i læge/patient forholdet med at underminere lægelig innovation og patientbehandling,” samtidig med det begrænser indførelsen, opdagelsen af nye behandlingsmetoder, terapier.” Viagra, for eksempel blev oprindeligt produceret som et middel mod forhøjet blodtryk og angina, og nu anbefalet ved erektionsproblemer næsten to millioner gange om året. 

Sådanne uophørlige regulerende forslag hjælper med til at forklare, hvorfor vi har over 220 bind med forbundsregulativer. 

Disse indblandinger i vore liv, der kommer i en endeløs række, forsøger at skræmme og tvinge borgerne til at overdrage mere og mere af deres selvstændighed, så tvivl om at man kan stole på sig selv, og deres personlige handlemåde. For at styrke tyranniet ved disse indgreb gives det et lægeligt navn “Oppositional Defiant Disorder,” for at marginalisere, om ikke direkte dæmonisere vore foretrukne goder og dyder ved den amerikanske karakter;bevarelse af den personlige frihed, og selvbestemmelse, mistillid til selverklærede moralbelærere og oprør mod de små tyranner der mener de er bedre i stand til at skalte og valte med alle andre. Du ved de aggressive progressive og snobbede Eurokrater, som begge er antiamerikanske i hadet til traditionelle amerikanske karaktertræk.

Vor “bløde despoter” er klar over at deres ambition om at centralisere magt og udvide den er på bekostning af borgernes frihed hvilket har en stor modstand i den amerikanske nationalkarakter. Fra vor Colonial begyndelse har det været åbenbart. Det dukker op i hver side af historien og litteraturen og også i lav- og højkulturen. En hel genre af populærlitteratur og film, Westerns, har hyldet (eller dæmoniseret) dette billede af den amerikanske karakter. 

Faktisk er antiamerikanismen i bund og grund et angreb mod den definerende amerikanske karakter. Så tidligt som det 19. århundrede har James Cesar dokumenteret, at europæiske elitære og andre der opfatter sig som eliten har set ned på amerikanerne for at hylde den personlige frihed, velstand eller klasse - selve de grundlæggende ideer i vor Constitutional republik. 

Tidligt det 19. århundrede kaldte den tyske digter Heinrich Heine for eksempel the U.S “frihedens svinesti beboet af vildsvin der lever i lighed,” og et “gigantisk frihedsfængsel” hvor “det mest omfattende tyranni hersker, som masserne udøver med rå autoritet.” 

Andre dimensioner af den amerikanske karakter, som f.eks. arbejdsmoral og ambitionen om at klare sig selv, eller fortræffeligheden i industriproduktionen og teknologien bliver også angrebet, og er stadig målet for gryntende elitær kritik.

Friedrich Nietzsche anklagede Amerika for at reducere livet til materialisme, dominans og stræben efter velstand: “Den åndeløse hastighed hvormed (Amerikanerne) arbejder ....er allerede ved at inficere det gamle Europa, og spreder sin åndelige tomhed på kontinentet.” Senere satte Martin Heidegger (tidligere nazist) denne etiket på Amerika som “stedet for en katastrofe,” den “moderne tids monster.”

Vi kan med lethed i disse anklager høre klicheerne fra vor egen progressive elite der regelmæssigt udtaler sig om almindelige amerikanere der nægter at underkaste sig den teknokratiske arrogance hos “ledelseseliten” - og den “bitre klyngen sig til våben og religion,” denne “klynge foragtelige” og “de stinkende Wal-Mart handlende,” der så ivrigt blev Donald Trump tåber. De er uden sjæl, selviske, grådige pengegriske og intolerante lavpandede filistre og som sådan ikke værdige til selvstyre, eller ukrænkelige rettigheder som the First and Second Amendments, naturlige rettigheder som den progressive Charles Beard i 1912 forkastede som “overflødige og uforsvarlige.” 

Således er det at svække Constitutional struktur med begrænset regering, føderalisme og ukrænkelige rettigheder nødvendigt for de som ønsker den politiske magt til en teknokratisk elite. Den amerikanske karakter og individualisme, patriotisme og stolen på sig selv skal således transformeres og borgerne gøres til objekter, fra voksne til børn der har brug for vogtere ved regeringen for at leve deres liv. Og den afhængighed kaldte .A. Hayek “vejen til trældom.”

Heldigvis er der nok af den amerikanske karakter, som vor Constitution har skabt, grundlag for til at give os kræfter til at kæmpe imod. De buldrende  katastrofale, politiserede Covid afbødningspolitikker har givet udbredt modstand hos “Dontells” der forkaster de selverklærede “eksperter” og nævenyttige “Kloge-Åger.” 

Og måske kan en guvernør som Floridas Ron Desantis, der er blevet kendt over hele nationen for sn ihærdige modstand mod “woke” elitens greb om magten, skabe en politisk bevægelse for at genskabe de amerikanske traditioner med selvstyre ved frie borgere. 

I mellemtiden har vi brug for at stå op imod regulativregimet der angriber vor økonomi og vor autonomi. Kort sagt, flere og flere af os skal råbe op. “Fortæl os ikke hvad vi skal gøre!”

https://www.frontpagemag.com/dont-tell-me-what-to-do/

 

Modernismen under overvejelse

Lars Møller

Vi burde reflektere over de arkitektoniske symboler på Vestens civilisation, hvis vi faktisk elsker den og er besluttet på at bevare den for eftertiden. Der er ingen grund til at formode at vi er ved slutningen af historien som den var, således at overlevelse af civilisationen er given forudsætning. Tværtimod skal vi være klar til at kæmpe for den døgnet rundt, da den har sine erklærede og hemmelige fjender over hele kloden, både hjemme og ude - postyret over tidligere præsident Donald Trumps Executive Order on Promoting Beautiful Federal Civic Architecture var langt fra et uheld, den afslørede at han havde ramt noget centralt i den igangværende kulturkrig. 

Modernistisk arkitektur er hverken smukt eller grimt. Det er ingenting. Ingenting. Imidlertid optager den plads, den står i vejen for skønhed. Åbenbart begrænser drivkraften i nutidens designstudier ønsket om 1. Blive berømt hos kolleger, eller 2. Hurtige penge.

Ved det samme hasardspil, der udødeliggør nogle kunstnere samtidig med den skubber andre ud i glemsel, opnår nogle arkitekter det første ved at afprøve “dristigere” designs end andre på markedet, ladende som om de udvider grænserne for æstetikken. Det afhænger af PR, gode forbindelser etc. Imidlertid kan alle leverandører af arkitektur, services opnå det sidstnævnte ved med behændighed at forføre deres kulturløse kunder, uanset om det er valgte beslutningstageren eller private entreprenører (udviklere). 

Nu om stunder er noget smukt til menneskeheden en sjælden bekymring - en selvoptaget higen efter narcissistisk ophøjelse, i skarp kontrast med erklæringerne af progressives intentioner, der har vundet over de altruistiske principper i fortiden (eksempel den engelske arkitekt Henry Roberts 1803-1876,  livsværk). 

Med mellemkrigstidens oprør mod traditionalismen, markeret ved symbol-blottede, puritanske konstruktioner, har arkitekter skabt “mekanik” med det formål udelukkende at være til tekniske formål, med eller uden sparsomme emner af nutidig “kunst” anbragt som indrammede malerier på en bar mur. 

Modernismens frontløbere var et mix af excentrikere og revolutionære. De var enige om at bryde med traditionen - og de 'vederstyggelige' institutioner fra bourgeoisiet, herunder klassisk arkitektur. Begrædeligt er det, at adskillige af de rebelske arkitekter også var villige til at slette deres integritet og gå i de totalitæres tjeneste.

Straks bolsjevikkerne kom til magten i Rusland, Europas revolutionære laboratorium, indvilligede arkitekter og kunstnere, i det ene formål at glorificere revolutionskulten - eller snarere de som var i ledelsen. Dette betød at modernistiske påfund i enhver form blev undertrykt til fordel for en stiliseret totalitær formel. Såkaldt “konstruktivisme” gav rum for “Stalinist” eller “bryllupskage” arkitektur. Ulig modernismens frembringelser der havde noget æstetisk at udtrykke, er “kulturpaladserne” fra Stalinæraen et eksempel på arkitektonisk hæslighed.

Ikke før efter tyrannens død, fik den Internationale Stil og dens mere specifikke variationer på “brutalistisk arkitektur” sit indtog i Sovjetimperiet. Det så ud til at den faktisk blev justeret til et syn på det almindelige menneske som avlsdyr i det kollektivistiske utopia. De nøgne betonblokke badet, indhyllet i røg fra sværindustri blev indbegrebet af det ufrie, glædesløse liv under kommunismen.

Hvorfor har modernismen fundet vej ind i Vesten? Her havde  vi i bund og grund frihed til at vælge mellem det smukke og det fremmedgørende. Måske forklaringen i sidste ende er et emne for neuropsykiatrisk forskning. Det begynder med realisationen af neurodiversitet. For nogle af os, kunne skønhed repræsentere en perceptuel dimension der ganske enkelt ikke er tilgængelig - og så at sige irreducerbar. 

Vi ved at adgangen til ekstern stimuli for sanserne varierer fra art til art. Ulig mennesker, for eksempel, modtager visse insekter ultraviolet lys. Som analogi synes også opfattelsen af følelses stimuli at variere fra person til person. Normal værdsættelse af skønhed, må reflektere et højere niveau af følelses stimuli, og må gå ud over mekanisk reproduktion, (f.eks. penselstrøgene hos en maler, eller noterne til en operatenor). 

For almindelige mennesker er skønhed væsentlig for oplevelsen af meningen med livet. Nogle af os rejser overalt i verden som evige fremmede, socialt isoleret og dårligt tilpasset. At prøve at socialisere og efterligne den stiltiende opførsel hos andre ned i detaljer er tidspilde. Når menneskelig aktiviteter analyseres, f.eks. religion og politik, som var de antropologier fra det ydre rum viser de tegn på exceptionel (uforholdsmæssig) intensitet (Jeanne d’Arc og Gretha Thunberg respektivt), fordi de overkompenserer i mangel på intuitivt fællesskab med alle os andre. Dermed naturligvis ikke sagt de ikke er i stand til originalitet og kreativitet. Karakteriseret ved uforstyrbar fokus på detaljer der ikke når almindelige menneskers opmærksomhed kan de have gode, hvis ikke unikke, evner af åbenbar vigtighed for videnskab og kunst. 

Som det viser sig ved nærmere inspektion er menneskehedens fremskridt i overraskende udstrækning fremkommet fra mennesker der, med dagens psykiatriske diagnostik kunne kaldes “autister.” Åbenbar var typer som . Isaac Newton, Albert Einstein, og Niels Bohr autister. Det samme gælder Ludwig Wittgenstein, Steve Jobs, og Elon Musk. De har alle i umådelig grad bidraget til fremskridt for menneskeheden. Dog er de for menneskets fællesskab i betragtelig grad løsrevet fra det. 

https://www.americanthinker.com/articles/2024/03/modernism_revisited.html

Hykleri i krigen i Gaza. Kun Israel skal følge krigens 'love.'

 

Dobbeltmoral over for Israel, som i den ottende kreds i Dantes inferno

Alex Gordon

The Oxford Dictionary beskriver dobbeltmoral som “en regel eller moralsk princip der er uretfærdigt fordi den bruges i en situation, men ikke i en anden, eller fordi den behandler en gruppe anderledes end en anden.” 

Dobbeltmoralens princip beskrives i et romersk ordprog: 

Quod licet Jovi, non licet bovi.

Hvad der er tilladt for Jupiter er ikke tilladt for tyren.

Denne talemåde beskriver princippet med ulighed mellem mennesker. Friedrich Nietzsche skrev i Genealogy of Morality (1887):

En dobbeltmoral fører naturligvis til generel benægtelse af moral.

Den russiske religiøse filosof Vladimir Soloviev beskriver i sin bog Justification of the Good (1897) den "Hottentot eller egocentriske moral” ved dobbeltmoral som følger:

På samme vis med den berømte Hottentot, der hævdede at godhed er når han stjæler meget kvæg, og ondt er når de stjæles fra ham. Et sådant anvendt etisk princip gælder naturligvis ikke kun for ham selv, men underforstået at enhver god mand er succesrig ved at stjæle en andens ejendom - og ondt er at miste sin egen. 

Dobbeltmoralen i politik er blevet beskrevet så levende af den britiske forfatter Gerald Seymour i Harry's Game:

Det ene menneskes terrorist er et andet menneskes frihedskæmper. 

Antisemitismen er blevet så grundigt studeret at det er yderst sjældent at finde noget nyt, i dens eskapader.  

Imidlertid er der overraskelser. Antisemitismen er anvendelsen af dobbeltmoralen over for Israel. Der kræves af den jødiske stat at den opfører sig på en måde man ikke forventer af enhver anden demokratisk stat.

Intet demokratisk land har været så omhyggelig, omsorgsfuld under fjendtligheder mod civile som Israel. Intet demokratisk land har været anklaget så meget for at slå civile ihjel som Israel. The U.S. har været ulig Israel der fortsætter sin kamp for at få lov til at eksistere har U.S. aldrig stået over for en trussel på sin eksistens, men har slået langt flere civile ihjel end Israel.

Den ottende kreds i Dante's Inferno indeholder løgnere og hyklere. Kredsen er den næstsidste. Der er en kreds lavere og værre. Mit mål er dog ikke den italienske digters Den Guddommelige Komedie, men menneskets hykleriske komedie. 

I Dante's ottende kreds er den ottende - dobbeltmoral.

I politik er benyttelse af dobbeltmoral reglen ikke undtagelsen. Politikerne skubber deres modstridende moralprincipper som de formodes at følge væk fra samvittigheden. Præsident Bidens administration tvinger sig selv til at glemme at man kræver overmenneskelige anstrengelser af vor allierede Israel, som ikke er kompatible med  målene for landets forsvarskrig mod terrorister.  

Når ledelsen hos denne allierede ikke er enig i at indfri kravene fra sin “patron” kræver denne administration en ændring af magten i Israel, som om Israel var en vasal forpligtet til at respektere den ‘suverænes’ interesser mere end sine egne. 

De glemmer at Israel er en demokratisk stat, og det eneste demokrati blandt dusinvis af lande i det område med U.S. olieinteresser. The U.S. kræver at Israel føjer sig til krigens love som man selv har aldrig fulgt og heller ikke fremover vil. De kræver af Israel overmenneskelig omsorg for civilbefolkningen i Gaza, som man ikke selv kunne honorere. De glemmer belejligt at de har alle disse høje moralkrav, ikke ud af nogen moralsk bekymring, men ud af et ønske om at komme til magten i november 2024 valget. 

Definitionen på antisemitisme ved the European Fundamental Rights Agency (FRA, tidligere EUMC), et råd tilknyttet EU, anerkender også den vigtige rolle som dobbeltmoral har i diskriminationen mod Israel.

Dokumentet indeholder denne definition  der nævner at manifestastioner af antisemitisme “også kan være rettet mod Staten Israel, opfattet som et jødisk kollektiv.”Dette angår ikke kun manifeststioner som at opfordre til eller retfærdgigøre mord på jøder, dehumanisere og ddæmonisere dem, anklage dem for imginære forbrydelser og Holocaust benægtelse. Det kommer til udtryk i vurderingen af, at nationen, staten Israel er ulovlig, mens alle andre nationer stater er lovlige. Det kommer til udtryk ved den kendsgerning at det moralske imperativ for Israel er langt højere end for nogen anden demokratisk stat.

Enhver militær konflikt som Israel er optaget, involveret i, præsenteres som en krise af international vigtighed og skal løse for “verdensfreden” og det er alene Israel der pålægges skylden hvis det er en fiasko.  I det jødiske folks lange historie, er jøder blevet underlagt de højeste krav der ikke kræves af ikke-jøder, og man kræver at de israelske “ballademagere” føjer sig de krav man stiller.

 "Israel er en jøde blandt stater,” observerede " Leon Poliakoff, en fransk historiker og lærd i antisemitisme for årtier siden. Israel er det eneste land i verden hvis ret til at eksistere fortsætter med at være til debat. Selv de mennesker der støtter den jødiske stats ret til eksistens, herunder præsident Bidens administration er faktisk glemsomme angående dette paradoks. 

Image: Pixabay / Pixabay License

https://www.americanthinker.com/articles/2024/03/double_standards_in_the_eighth_circle_of_dante_s_inferno.html

Hedenskabens grusomheder - er vi ved at vende tilbage?

 

HEDENSKABENS GRUSOMHEDER er vi ved at vende tilbage til det?

 Andrea Widburg

Venstreorienterede virker desperate efter at få os tilbage til hedenskabet. For mange på venstrefløjen betyder dette at spankulere nøgne rundt i naturen, ubesudlet af fossile energikilder, vifte med rangler og hoste op i ansigterne på WEF (World Economic Forum) og leve livet uhæmmet af de nederdrægtige bibelske retningslinjer om enhver moral. Faktisk er et hedensk liv ret så brutalt, noget det moderne menneske knap kan forestille sig. Det ønsker vi ikke tilbage.

I en video fra sidste år tilbød jeg at overveje kontrasterne mellem de basale regler fra Genesis og Exodus versus moderne venstreorienteret tænkning. 

To nye stykker information har krydset min vej til uddybning af dette emne. Den første er en fremragende bog som jeg læser med stor flid. Kendsgerningen at det at læse den er vanskeligt er absolut ikke fordi den er dårligt skrevet. Faktisk er den exceptionelt godt skrevet. Det som gør det vanskeligt at læse den er at den giver dig lov til at forstå præcis hvad venstrefløjen har gang i, den hovedvej de venstreorienterede har skabt, og hvordan hele vor kultur er i fare, begyndende med børnene. 

Bogen er Logan Lancing’s og James Lindsay’s The Queering of the American Child: How a New School Religious Cult Poisons the Minds and Bodies of Normal Kids. Det som gør bogen ekstra nødvendig er hvordan den helt tydeligt forklarer at, samtidig med vi tænker på Marxismen som et økonomisk system som nutidens amerikanske venstreorienterede så klogeligt har ændret til et socialt fænomen - så er det skrupforkert. 

Faktisk har Marxismen altid været en Naturkult der søger at underminere Vestens samfundsopbygning fuldstændig. Verdens arbejdere var blot udgangspunktet. Ifølge Marx var kapitalismen ikke kun uretfærdig. I stedet stivnede den hver persons gudlignende evne til at definere sin virkelighed, og således frisætte mennesket. 

Image: Cannibalism by Theodor de Bry. Public domain.

Post-modernismen viser de håndgribelige komplikationer ved denne teori ved at sige der ikke er nogen objektiv sandhed. Dette er bare “min sandhed” - det vil sige enhver persons fornemmelse og emotionelle svar, reaktion på den omkringliggende verden. Under denne rubrik, er de strenge regler med XX og XY kromosomer blot socialtbetingede normer påført ufrie mennesker der er fanget i en bibelsk, ikke kommunistisk verden. Du kan frisætte dine børn ved at fortælle dem at de være hvilket køn de ønsker af være.

Hele denne holdning, at hver person er sin egen skaber sætter os op imod Skaberen i Bibelen det vil sige Gud. Som Dennis Prager forklarer i The Rational Bible: Genesis,så tydeliggør hebraisk at Gud er den eneste “Skaber.” Vi mennesker kan udføre ting, men vi skaber dem ikke. 

For at venstrefløjen kan sejre, skal den marginalisere de jødisk-kristne værdier; de skal helt fjernes. De er modstanderen af Marxismen sag og kan ikke eksistere i det samme univers. Af den grund, i den udstrækning den amerikanske Marxisme angriber bibelske normer, er den mere ægte overfor Marx end Sovjet, med deres besættende fokus på økonomi.

Hvordan kommer det til at se ud når vi forfalder, forkaster de jødisk-kristne principper der skiller os ud fra hedningene og oplyser den moderne verden (selvom andre dele af verden har fastholdt deres guder)? Svaret kan ses i et brev skrevet af David E. Reed, en journalist fra midten af det 20. århundrede der arbejdede som Reader’s Digest’s omrejsende redaktør.

“Aztekerne var også forgabt i menneskeofringer med en ‘mindeværdig’ kroning der førte til at over 80000 blev ofret på fire dage. Nogle få hundrede Conquistadorer kunne ikke besejre Aztekerne hvis ikke det var på grund af hjælp fra de omkringboende stammer, der var, ganske forståeligt, dødtrætte af at blive slagtet. “

Reed’s brev diskuterer også såvel slaveriet som kannibalismen, der var udbredt i de hedenske samfund. En stamme, fortælles det, ville “æde alt fra rotter, mus og flagermus til deres egne afdøde slægtninge; mens andre mere kræsent ikke ville spise sine egne, men bytte med lig fra nabolandsbyerne.” Den jødisk-kristne doktrin, at vi er skabt i Guds billede føete menneskeheden bort fra rituelle ofringer, slaveri og kannibalisme. 

Den amerikanske venstrefløj trælle, som den er til Marx’ kultiske ide om at fjerne lænkerne der binder “kreative” mennesker til Vestens civilisation, vil sprænge alt det i stumper og stykker. Over hele Amerik bliver børn undervist i at køn ikke er “deres sandhed.” Vi får at vide at vi skal opgive hydrokulstoffer for at forsone Gaia, et begreb der ingen mening har uden mennesket, og som ikke tilbyder nogen moral for at opbygge stabile samfund. 

Den seneste krigsstrategi mod de bibelske principper er at lære at kannibalisme er på menuen igen. Således fortæller NewScientist os, at det er på tide at komme over tabuet - kannibalisme. Som man kunne forvente beskylder essayet Kristendommen for alt fra racistisk kolonialisme til den kendsgerning at vi ikke spiser hinanden:

Etisk set udgør, kannibalismen færre udfordringer end du kan forestille dig. Hvis en krop kan testamenteres til lægevidenskaben, hvorfor kan den så ikke gives som føde til den sultne? Vor aversion er blevet klarlagt på forskellige måder. Måske kan det koges ned til den kensgerning, at i Vestens religiøse traditioner, anses lig som sjælens bosted, og har noget helligt over sig. Eller måske er det kulturet indgroet med rødder i den tidlige moderne kolonialisme, da racistiske stereotyper af kannibalen var knyttet til at retfærdgiggøre underkastelse. Disse kom så til at repræsentere det “andet” til Vestens samfund - og afsky for kannibalismen blev et doktrin for deres moralsamvittighed. 

Der er intet befriende ved at leve i en verden med uhæmmet brutalitet og fuldstændig fravær af grænser. Det er Bibelen der gav os retfærdighedens gave, medfølelsens gave, og de nødvendige regler for civilisationen, herunder at vi skiller os ud fra Naturen for Naturen er i sandhed “rød i tænder og kløer.” 

https://www.americanthinker.com/blog/2024/03/a_1955_letter_sharpens_our_understanding_of_what_the_lefts_return_to_paganism_means.html